31 Jan 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

Ingen erstatning til krigsfange

Ingen erstatning til krigsfange

Onsdag, 27. april, 2011, 11:00:35

Forsvarsministeriet kunne ikke vide, at afghaner risikerede mishandling i amerikansk varetægt, mener Østre Landsret – selvom Amnesty advarede mod udleveringer til USA.

Den afghanske fange, Ghousoullah Tarin, der blev taget til fange af danske soldater og udleveret til den amerikanske fangelejr, hvor han blev mishandlet, skal ikke have så meget som én krone i erstatning, mener Østre Landsret.
Aage Christensen

Staten skal ikke betale én eneste krone til den afghanske fange Ghousoullah Tarin, der kræver 50.000 kroner i erstatning for at være blevet udleveret til amerikanske soldater og udsat for tortur.

Det fastslog Østre Landsret i går. Retten begrunder sin frifindelse med, atForsvarsministeriet ikke havde »viden om eller grund til at formode, at de amerikanske styrker ikke ville behandle fanger humant i overensstemmelse med internationale konventioner«.

Men allerede en måned før Tarin blev udleveret til amerikanerne, udsendte Amnesty en generel advarsel om, at fanger i amerikansk varetægt risikerede at blive udsat for mishandling.

– De danske soldater har improviseret undervejs. Afgørelsen viser, hvor vigtigt det er, at der er klare regler for, hvordan for hæren skal håndtere krigsfanger og tilfangetagne civile og hvilke krav, man stiller til sine samarbejdspartnere, siger chefjurist i Amnesty, Claus Juul, til Arbejderen.

Han uddyber:

– Den danske hær er taget uforberedt i krig. Politikerne må ikke lade deres hær tage af sted uden klare retningslinjer. Den her sag er udtryk for, hvad man risikerer, når der ikke er klare linjer.

Amnesty-juristen hæfter sig ved, at Østre Landsret i sin kendelse refererer den øverstbefalende for de danske styrker i Afghanistan, Frank Lissner, for at forklare, at »hvis de 31 overgivne fanger var endt med at blive tilbageholdt i den amerikanske lejr i længere tid, ville han have kontaktet HOK(Hærens Operative Kommando, red.) for at få nærmere direktiver for et tilsyn«.

– Den går ikke. Den slags bliver man nødt til at have styr på, inden man tager af sted. Det duer ikke kun at have våben og militær udrustning med i bagagen. Hæren må have et beredskab - med klare regler og kommandoveje - for, hvad man skal gøre med krigsfanger. Dette problem kan ikke løses af retten. Det må regering og Folketing sikre.

Landsretten tager ikke stilling til, om Ghousoullah Tarin blev mishandlet. Tarin oplyste under sin vidneforklaring i retten, at han havde været til læge 300-400 gange og fået 40 indsprøjtninger i knæet, og at han stadig lider under fysiske og psykiske mén efter mishandlingen, der især fandt sted ved ankomsten til lejren og ved transport til afhøringerne.

Du kan læse hele Østre Landsrets resumé på www.domstol.dk/oestrelandsret

 

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


27. apr. 2011 - 11:00   03. sep. 2012 - 12:41

Indland