Stramme krav til psykisk syge flygtninge… Udlevering til tortur-lande… En række vigtige emner er taget ud af regeringens egen rapport til FN’s Menneskeretsråd.
Danske menneskeretsorganisationer og sociale ngo’er har stået i kø for at aflevere deres egne rapporter til FN’s Menneskeretsråd forud for Danmarks første eksamen i menneskerettigheder. Dermed håber de at være med til at præge dagsordenen til eksaminationen.
Ngo’ernes mange kritikpunkter er nemlig ikke taget med i den officielle rapport, som regeringen har afleveret til menneskeretsrådet.
– Regeringens egen rapport er meget lidt selvkritisk og fremadadskuende. Det er ærgerligt. Det her er jo en proces, som skal handle om, hvordan Danmark vil arbejde med menneskerettighederne fremover, siger Jonas Christoffersen, direktør for Institut for Menneskerettigheder, til Arbejderen via mobil fra Genéve.
Selve eksamenen fandt sted i går sent om eftermiddagen i menneskeretsrådets hovedkvarter i Genéve - efter redaktionens deadline.
– Jeg håber på, at hele processen kan være med til at vi får et nyt blik på menneskerettighederne herhjemme. Det vigtigste er at erkende, at der er behov for at gøre mere. Det her må ikke bare blive en isoleret dag i Genéve. Jeg håber meget, at regeringen vil følge op på anbefalingerne og arbejde seriøst med at leve op til dem, uddyber Jonas Christoffersen, som skulle overvære eksamenen.
Institut for Menneskerettigheder fremhæver i sin rapport, at flygtninge, som lider af posttraumatisk stress og som ansøger om dansk statsborgerskab, bør have dispensation for de skrappe sprogkrav.
Syv andre ngo’er - heriblandt Red Barnet og Rehabiliterings- og Forskningscentret for Torturofre - har også lavet deres egen, fælles rapport til FN’s Menneskeretsråd.
Det samme har Amnesty International, der dumpede regeringen allerede dagen før embedsmændene satte sig ved det grønne bord:
– Desværre må vi sige, at Danmark er dumpet med et brag. Ikke på grund af problemernes omfang, men fordi den danske regering ikke vil se de reelle problemer i øjnene og gøre noget ved dem, mener John Olsen, formand for Amnesty’s hovedbestyrelse.
Menneskeretsorganisationen beklager, at regeringens egen rapport ikke nævner ét ord om de tidsubestemte frihedsberøvelser af ikke-kriminelle asylansøgere i Ellebæk, varetægtsfængsling af mindreårige, udleveringer til lande kendt for tortur og den svækkede domstolskontrol og brugen af hemmelige beviser i terrorsager.
Justitsminister Lene Espersen deltog ikke i eksamenen. Istedet nøjedes hun med at sende sine embedsmænd.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via
87278