Danmark er en del af krigen mod Libyen – og er derfor forpligtet til at tage imod libyske flygtninge, skriver Læger Uden Grænser til regeringen.
»Engagementet, der ledte op til krigen i Libyen, står i skærende kontrast til den behandling, vi er med til at byde de mennesker, der ankommer til Europas kyster på flugt fra selv samme krig…«
Sådan skriver Læger Uden Grænser i et åbent brev til statsminister Lars Løkke Rasmussen og udenrigsminister Lene Espersen.
– På den ene side påstår EU, at man fører krig for at beskytte de civile – men samtidig lukker man sine grænser for krigens ofre. Det hænger ikke sammen. Det er dobbeltmoralsk, kynisk og uacceptabelt, siger Jesper H. L. Jørgensen, formand for Læger Uden Grænser i Danmark, til Arbejderen.
Læger Uden Grænser er til stede i både Libyen og i nabolandene, hvor de hjælper flygtninge.
– Ivores daglige arbejde kan vi se og høre, at de libyske flygtninge ikke har mulighed for at flygte og søge beskyttelse i EU. Det er ikke i orden. Vi har en retslig forpligtelse til at hjælpe, når vi er en del af krigen, uddyber Jesper H. L. Jørgensen.
Flygtninge- og Integrationsministeriet oplyser, at udviklingsminister Søren Pind er parat til at tage imod omkring ti libyske flygtninge, som det er lykkedes at flygte til Malta. Hvis Danmark skal tage imod de ti flygtninge, skal det ske »efter nærmere aftale og konkret indstilling fra UNHCR (FN’s Flygtningeorganisation, red.), skriver ministeriet i en mail til Arbejderen.
Ifølge Læger Uden Grænser har Tunesien og Egypten, der grænser op til Libyen, foreløbig taget imod over 630.000 libyske flygtninge.
EU-landene gemmer sig derimod bag kampen mod illegal immigration i et forsøg på at undvige deres forpligtigelse overfor krigens ofre, advarer Læger Uden Grænser.
Imens lider Libyens flygtninge i nærområderne. Eksempelvis i Egypten, som ikke overholder de internationale standarder for, hvordan forhold for flygtninge skal være – eksempelvis krav om tag over hovedet og sanitære forhold.
Læger Uden Grænser har skrevet åbne breve til regeringerne i alle de krigsførende EU-lande.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via
87278