Århus Byråd ser stort på protester fra de ansatte og vedtager nedskæringer på yderligere 80 millioner i år. Det får alvorlige konsekvenser, advarer FOA’s formand.
På et plejehjem i Århus er en enkelt nattevagt alene om at passe 60 ældre beboere fordelt over tre etager. Mange af beboerne er demente.
Det er kun et enkelt eksempel på den virkelighed, som mange social- og sundhedsarbejdere står i til daglig, fortæller Kirsten Normann, formand for FOA Aarhus.
– Det er fuldstændig uholdbart, og nu vil kommunen til at spare ekstra 80 millioner kroner, siger FOA-formanden til Arbejderen.
Aarhus Byråd besluttede onsdag aften trods protester at spare 80 millioner kroner yderligere på budgettet i år. Dertil kommer et såkaldt overforbrug i social- og beskæftigelsesforvaltningen på 70 millioner kroner, som også skal hentes ind.
– Det er den forvaltning, som står for hele beskæftigelsesområdet og handicappede. De har simpelthen ikke kunne spare så meget, som de er blevet pålagt, siger Kirsten Normann. Hun konstaterer, at realiteten er, at det kommunale område nu bliver pålagt at spare ekstra 150 millioner kroner inden årets udgang.
Politikerne har direkte besluttet at spare på normeringen i de daginstitutioner, som tager sig af handicappede børn, fortæller Kirsten Normann.
Det nye sparekrav kommer oven i de nedskæringer på 361 millioner kroner, som byrådet besluttede i starten af året.
Situationen fik alle de kommunalt ansattes organisationer i Aarhus til at indkalde til en fælles demonstration i onsdags. Omkring 250 protesterede udenfor Rådhuset, mens politikerne sagde ja til nedskæringerne.
– Den service, vi kan tilbyde de udsatte borgere, bliver så ringe, at vi ikke kan stå inde for den. Sidst blev alle udenbys anbringelser sparet væk og ændret til dagtilbud, og nu vil de skære på dagtilbudsområdet med en tredjedel.Det gør vores arbejde håbløst, siger Trine Quist, fællestillidsrepræsentant for socialrådgiverne i Aarhus Kommune til socialrådgiverforeningens hjemmeside.
Hun håber på, at protesterne trods alt har været med tl at råbe politikerne op.
Det er regeringens skrappe økonomiske krav til kommunerne og trusler om sanktioner som nu rammer Aarhus.
– Politikerne er hunderædde for ikke at overholde de snævre rammer, for så vanker der bøder. Derfor vil de spare de 80 millioner, for at have en buffer i budgettet, siger Kirsten Normann.
Hun er overbevist om, at der kommer endnu flere nedskæringskrav inden året er omme, fordi det er umuligt at få gennemført de krævede nedskæringer.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via
87278