Så kom regeringens første officielle afvisning af anbefalingerne fra FN’s menneskeretsråd: Der bliver ingen uvildig undersøgelse af CIA’s torturfly.
Regeringen agter ikke at leve op til FN’s menneskeretsråds opfordring til at iværksætte en uvildig undersøgelse af CIA’s torturfly.
Udmeldingen fra udenrigsminister Lene Espersen til menneskeretsrådet er ikke til at tage fejl af: I et svar til Folketinget gør udenrigsministeren det klart, at der ikke er fremkommet nye, faktuelle oplysninger, som giver anledning til at iværksætte yderligere undersøgelser fra dansk side - ligesom der ikke er udsigt til, at yderligere undersøgelser vil føre til andre konklusioner end dem, som regeringen fandt frem til i sin egen undersøgelse fra oktober 2008.
»Regeringen agter således ikke at tage initiativ til yderligere undersøgelser, hvilket et flertal i Folketinget har tilsluttet sig. På denne baggrund agter Regeringen ikke at efterleve denne anbefaling på dette punkt«, skriver udenrigsministeren blandt andet.
Det er det grønlandske medlem af Folketinget, Juliane Henningsen, der har bedt ministeren forholde sig til FN-kravet om en uvildig undersøgelse af CIA’s torturfly på dansk territorium.
– Det er sørgeligt, at udenrigsministeren vælger at ignorere FN - og det grønlandske landsstyre. Men jeg er optimist. Jeg håber på, at der efter valget vil komme en ny regering, som vil bakke op om en uvildig undersøgelse, siger Juliane Henningsen til Arbejderen.
Hun er ikke enig i, at der ikke er mere at komme efter, og ikke er kommet nye oplysninger frem - sådan som udenrigsministeren påstår.
– Kun en uvildig undersøgelse kan klarlægge, om den danske regering har spillet dobbeltspil. Vi ved, at lækkede dokumenter fra WikiLeaks har afsløret, at danske embedsmænd har holdt møder med USA’s ambassadør i Danmark og givet udtryk for, at det var i Danmarks interesse at lukke sagen om CIA-flyene. Jeg tror, oppositionen vil tage den her alvorlige sag mere seriøst.
Samtlige partier i det grønlandske parlament kræver en uvildig undersøgelse af, om fly fra USA’s efterretningstjeneste CIA har brugt dansk, grønlandsk og færøsk luftrum til at flyve fanger til hemmelige fængsler i tortur-lande.
Samme krav har oppositionen i det færøske parlament.
Opfordringen til at iværksætte en uvildig undersøgelse af CIA’s torturfly er en af de anbefalinger, som kom fra FN’s menneskeretsråd efter at Danmark isidste måned var til en tre timer lang »eksamen« hos rådet.
Efter at regeringens embedsfolk havde afgivet en status over menneskerettighedernes tilstand i Danmark, fik FN-landene mulighed for at komme med anbefalinger til Danmark. De i alt 133 anbefalinger blev samlet i en fælles rapport af FN’s menneskeretsråd.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via
87278