27 Jan 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

Terrordømte anker ikke

Terrordømte anker ikke

Torsdag, 23. juni, 2011, 11:06:59

Forsvarsadvokat Høyer mener, det kunne være spændende at anke de to terrordomme – men de to terrordømte foreninger har ikke råd.

Viggo Toften–Jørgensen og Anton Nielsen er enige om ikke at anke terrrdommen fra Københavns Byret. Ikke fordi de finder den retfærdig, men fordi de ikke har råd.
Steen Flemming Jørgensen

Hverken Anton Nielsen fra Horserød–Stutthof Foreningen eller Viggo Toften–Jørgensen fra Den Faglige Klub anker Københavns Byrets fængselsdomme og bøde.

– Skrækeksemplet er foreningen Fighters+Lovers, der sidder tilbage med en millionregning, fordi de kørte sagen helt til tops i Højesteret. Vi er en fattig forening. Det koster penge at få retfærdighed. Og har du ingen penge, så må du gå… i fængsel, siger Anton Nielsen til Arbejderen.

Han fik to måneders ubetinget fængsel og derudover fire måneders betinget fængsel for at have støttet den palæstinensiske befrielsesbevægelse PFLP. Horserød–Stutthof Foreningen blev idømt en bøde på 10.000 kroner.

Heller ikke Viggo Toften–Jørgensen vil anke dommen på seks måneders betinget fængsel:

– Loven er, som den er. Som dommeren sagde, er der forskel på ret og retfærdighed her i landet. Vi får ikke andet end endnu flere sagsomkostninger ud af at anke dommen. Derfor stopper vi her, siger Viggo Toften–Jørgensen til Arbejderen.

Den Faglige Klub blev dømt for at have støttet den colombianske oprørsbevægelse FARC.

De to foreninger skal betale sagsomkostninger for op mod 50.000 kroner.

Advokat Thorkild Høyer kan godt forstå beslutningen om ikke at anke, men ærgrer sig alligevel.

– Det kunne være interessant at få prøvet sagen ved Østre Landsret.Dommerne var jo uenige. Og dommen slår fast, at der ikke er ført bevis for, at PFLP er en terrororganisation i dag. Sidst PFLP og FARC blev stemplet som terrororganisationer var af Østre Landsret tilbage i 2006. Vi aner ikke, om de stadig er at betragte som terrororganisationer. Men i vores land koster retfærdighed desværre mange penge, siger de to’s forsvarsadvokat, Thorkild Høyer, til Arbejderen.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


23. jun. 2011 - 11:06   03. sep. 2012 - 12:37

Indland