27 Jan 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

»Grøn plan«: mindre skat – mere gift

»Grøn plan«: mindre skat – mere gift

Fredag, 24. juni, 2011, 11:19:10

Regeringens »grønne« plan forgylder landbruget med skattelettelser – men lægger afgifter på sprøjtegift i skuffen.

Landmand i fuld gang med at sprøjte med giften Roundup, som er den mest brugte sprøjtegift i landbruget, og som i stigende omfang bliver fundet i grundvandet.
Danmarks Naturfredningsforening

Dansk landbrug kan fortsat sprøjte løs med gift uden at betale afgifter.

For tredje gang har regeringen besluttet at udskyde indførslen af afgifter på sprøjtegifte – på trods af, at hver fjerde drikkevandsboring indeholder rester af sprøjtegifte.

– Det er helt uacceptabelt, at regeringen endnu engang har udsat pesticidafgiften. Regeringen spiller hasard med det rene drikkevand, når de ikke tager pesticidproblemet alvorligt, siger Pia Olsen Dyhr, miljøordfører for SF.

Afgift på sprøjtegift var en central del af regeringens højt besungne »Grøn Vækst«-plan, der skulle nedsætte landbrugets massive brug af sprøjtegifte. Men regeringen udsat at indføre afgiften på sprøjtegifte. De skattelettelser, som landbruget skulle have som kompensation for afgiften, er dog trådt i kraft for længst.

– Grøn Vækst er endt med at blive en støtteordning til landbruget i stedet for en løsning på de massive problemer, vi oplever med sprøjtegifte, uddyber Pia Olsen Dyhr.

– Regeringen giver en halv milliard i kompensation uden at få nogen modydelse fra landbruget. Den store miljøplan Grøn Vækst er endt med at blive en landbrugsstøtteordning, der ignorer de store problemer med forurenet drikkevand, siger hun.

Venstre afviser beskyldningerne:

– Vi har altså ikke planlagt, at landbruget skal have skattelettelser og ikke afgifter, siger Venstres miljøordfører, Eyvind Vesselbo, i en kortfattet kommentar til Arbejderen.

– Der har været nogle problemer med at få afgiftssystemet færdigt. Skatteministeren håber på at kunne fremlægge afgifterne i løbet af efteråret. Skattelettelserne til landbruget har ikke en pind at gøre med, at vi ville indføre en afgift på sprøjtegifte. Skattelettelserne blev givet, fordi landbruget var i krise. Desuden ville der jo slet ikke komme penge i kassen, hvis landbruget holdt op med at bruge pesticider, lyder det fra Eyvind Vesselbo.

Landbrugets sprøjtegifte er i forskernes søgelys, når de undersøger årsagerne til, at drengebørn fødes med misdannede kønsorganer, og piger kommer i tidlig pubertet.

Brugen af sprøjtegift er steget – og er i dag er 86 procent højere end regeringens eget mål for 2009. Hvert år lukkes 100 vandboringer, fordi de er forurenet af sprøjtegifte.

– Hvis vi ikke får sat en stopper for overforbruget af sprøjtegifte, risikerer vi at efterlade vores grundvand så forurenet, at den næste generation ikke vil kunne få rent drikkevand, advarer Pia Olsen Dyhr.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


24. jun. 2011 - 11:19   03. sep. 2012 - 12:37

Indland