27 Jan 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

Ø kræver samråd om bankkrak

Ø kræver samråd om bankkrak

Onsdag, 29. juni, 2011, 11:15:53

Nødhjælp til bankerne koster skatteyderne 7,5 milliarder kroner i år. Nu kommer yderligere et krak til, som vil belaste statskassen.

Regeringen har flere gange påstået, at bankpakkerne har givet overskud til statskassen, men det er en myte, der nu igen får et grundskud. Frank Aaen, Enhedslistens finansordfører
Maibritt Kerner

Enhedslisten vil have økonomi- og erhvervsministeren i samråd om skatteydernes samlede tab på bankredningerne.

Den melding kommer efter, at ledelsen i Fjordbank Mors i fredags meddelte, at banken er gået konkurs.

Krakket kommer til at koste skatteyderne dyrt, erklærer Enhedslistens finansordfører Frank Aaen.

– Selv om vi ikke ved, hvor store tabene i Fjordbank Mors bliver gjort op til, så er en ting sikker: Skatteyderne kommer igen til at betale, siger han og henviser til, at staten har indskudt eller garanteret for lån til banken for i alt 4,4 milliarder kroner.

Desuden vil krakket udløse penge fra indskydergarantifonden, betalinger, der bliver til skattefradrag i landets øvrige banker, forklarer Frank Aaen.

– Regeringen har flere gange påstået, at bankpakkerne har givet overskud til statskassen, men det er en myte, der nu igen får et grundskud, siger Frank Aaen.

Han gør opmærksom på, at mens skatteyderne har tabt penge, har bankaktionærerne tjent milliarder af kroner, siden staten trådte til for at redde finanssektoren.

I år kommer regeringens nødhjælp til bankerne til at koste statskassen 7,5 milliarder kroner. Det fremgår af regeringens Økonomiske Redegørelse, som blev offentliggjort for en lille måned siden.

Først på året kom statsministeren ellers med den glade meddelelse, at bankpakkerne samlet set på det tidspunkt havde givet et overskud på 4,5 milliarder kroner.

Kort efter afslørede Frank Aaen, at regeringen ikke havde indregnet, at bankerne kan trække deres udgifter til egenbetaling til bankpakkerne fra i skat. Det forvandlede overskuddet til et underskud på 2,6 milliarder kroner.

Regeringen medregner fortsat ikke bankernes skattefradrag i regnskabet.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


29. jun. 2011 - 11:15   03. sep. 2012 - 12:37

Indland