I dag hopper Maissa Darraji på en international karavane, der skal støtte det belejrede Gaza med værksteder, skoler og småindustri.

– Vi skal til Gaza og bygge en skole op og støtte værksteder og småindustri. Vi skal også symbolsk plante oliventræer, siger Maissa Darraji fra Sønderborg – her fotograferet på Hovedbanegården i København før afrejsen.

Aage Christensen

– Jeg kan ikke vente til jeg holder børn i Gaza i hånden og lader dem vide, at ikke alle i verden lukker øjnene, udbryder Maissa Darraji.

Den 23-årige Maissa Darraji fra Sønderborg har sat sine kufferter i bagageboksen på Hovedbanegården i København.

Der er to timer til, hun skal være i Kastrup Lufthavn for at flyve til Paris og hoppe på en karavane med kurs mod Gaza.

Hun prøver at overdøve den hvinende lyd af toghjul mod stålskinner, og læner sig frem på bænken for enden af   perron 3. I sig selv et vanvittigt sted for et interview. Men det kan ikke være anderledes for den travle kvinde.

– Vi skal til Gaza og bygge en skole op og støtte værksteder og småindustri. Vi skal også symbolsk plante oliventræer. Jeg hopper på karavanen i Paris i starten af juli. Vi kører gennem Frankrig, Tyskland, Østeuropa og ender i Tyrkiet og sejler videre til Egypten, hvor vi håber at komme til Gaza gennem Rafah-grænsen uden for meget besvær, fortæller den unge litteraturvidenskabs-studerende.

Deltagerne i karavanen er hovedsagligt unge britiske og irske mennesker. Der er omkring 40 personer, og turen er arrangeret af Aloha Palestine og Samouni Project.

– Det hele går ud på, at vi skal hjælpe beboere i Gaza,  så de ikke bare skal modtage nødhjælp, som det sker i dag. Vi kommer med ting, så de bliver i stand til at producere varer, så de selv kan handle  og eksportere, siger Maissa Darraji  fra Sønderborg.

Hun taler flydende dansk. hendes mor er tuneser, opvokset i Frankrig, mens faderen er palæstinenser.

– Gaza må gå fra at være afhængig af nødhjælp til at være afhængig af handel.

belejret

Er folk i Gaza meget afhængig af nødhjælp?

– Helt vildt. Mange i Gaza siger, at hvis ikke de hemmelige tunneler, der bringer varer ind i området eksisterede, ville halvdelen af indbyggerne være døde af sult. De kan ikke bevæge sig, som os andre. Drikkevandet er ikke rent. Intet fungerer. Og arbejdsløsheden er enorm. Befolkningen bliver bekriget ernæringsmæssigt, militært og psykisk. Det er en pligt, at jeg gør noget, siger Maissa Darraji.

Den dansk-israelske zionist  Herbert Pundik, tidligere chefredaktør på Politiken, skrev i forrige uge, at karavaner til Gaza er blevet overflødige, idet Egypten har åbnet Rafah-grænsen til Gaza. Hvad siger du til det?

– Det er rigtigt, at de har åbnet grænsen. Men reelt er den ikke åben. Hver anden dag får vi meddelelse om, at det kun er bestemte grupper af mennesker, der kan komme igennem grænsen. Og så lukker de den pludselig igen. Det er meget usikkert, siger den dansk-tunesisk-palæstinensiske kvinde.

Hvorfor har du valgt at  hjælpe?

– Jeg var i Tyrkiet, da Israel sidste år angreb et nødhjælpsskib fra Tyrkiet og dræbte ni civile. Jeg blev meget berørt af det. Jeg blev også forarget over det, der sker. Jeg er harm.

Maissa Darraji blev også rasende, da Israel invaderede  Gaza i 2008-2009. 1.387 blev dræbt, 773 af disse var ubevæbnede kvinder og børn. 267 var børn under 16.

– 5.500 blev såret, mere end 700 kvinder og 1.800 børn har fået varige men og er tvunget til livslang medicinsk behandling, siger hun.

Maissa Darraji er forarget over tavsheden om Gaza og Israels besættelse af Vestbredden.

– Man skal ikke bilde sig  selv ind, at det nok skal gå eller at højere magter løser det. Den politiske scene ligner jo mere og mere et absurd teaterstykke. Heldigvis er der en voksende utilfredshed med regenterne. Vi ser det med Jasminrevolutionen i Tunesien og andre steder i Mellemøsten, men vi ser det også herhjemme, og det giver mig håb. Almindelige mennesker kan ikke forstå, hvorfor der er så meget uret i den her verden, som i vores romantiserede tankegang er så civiliseret og human, siger hun og lader øjnene rulle.

samouni-familien

Maissa Darraji fortæller, at karavanen er en del af Samouni-projektet, opkaldt efter familien Samouni i Gaza – en af Gazas største familier.

Skolen, værksteder og småindustri ligger i den gade i kvarteret Zaitoun, som familien lever sig i.

Et hus i gaden blev i 2009 bombet af israelske soldater, , og under angrebet omkom 29 familiemedlemmer ud af de 97 som boede i bygningen.

De efterladte familiemedlemmer blev nødt til i fem dage at leve side om side med deres døde nærmeste på grund af den israelske hærs  udgangsforbud.

– Det er denne families tragiske historie, der gør, at vi alle mobiliserer os for at hjælpe. Denne handling i sig selv har en stor signalværdi, som kunne gavne de halvanden million mennesker, som bor i Gaza, og som har været udsat for samme type  traumatiserende oplevelser som Samouni-familien, siger Maissa Darraji.

Hendes øjne gnistrer af indignation.

– Hvem skal fordømme alle de her horrible handlinger, hvis det netop ikke er en pige, som mig. Verdenssamfundet har ikke stillet de skyldige for retten. Hvis et barn mister sine forældre, mister de deres verden, fodfæste og lysten til at leve.

Børnene

– De palæstinensiske børn, som er fremtidens håb, skal ikke være alene om det. Jeg vil være der for dem. Dette er et livslangt engagement fra min side og heldigvis bliver vi flere og flere, som har det sådan.

– Jeg kan ikke vente til jeg holder dem i hånden og lader dem vide, at ikke alle i verden lukker øjnene, siger Maissa Darraji, der har planer om at undervise i fransk og psykologi på skolen i Gaza

Hvis hun skal undervise,  kommer det til at foregå i den bygning, hvor de 29 medlemmer af Samouni-famlien døde den 4. januar 2009.

– Børnene har ingen interesse i skole, men deres forældre ønsker, at de får det, og at de får gode læringsmuligheder i deres liv. Det vigtige er at hjælpe palæstinenserne med at hjælpe sig selv, så de kan få en stemme.

Den tidligere udbombede bygning fungerer nu som skole. Der er blevet bygget væge, lagt tag og malet.

– Dette har kunnet lade sig gøre med få midler og donationer, fordi alle som arbejder på det, gør det frivilligt. Vi skal nu ned og symbolsk plante et nyt oliventræ for hvert liv, der blev taget, lege med børnene, udbygge skolen organisationsmæssigt og prøve at sprede glæde om os, fortæller siger Maissa Darraji.

Med sig i konvojens last er blandt andet computere, headsets, bøger osv. til skolen, samt symaskiner og andre maskiner til at lave tøj.

– Jeg yder mit lille bidrag. Jeg gør noget sammen med en masse andre. Jeg tror, denne konflikt er så vigtig globalt  set, fordi intet folkefærd i moderne tid har været besat og terroriseret i så lang tid. Det har stået på i over 60 år, og kan ikke fortsætte, siger Maissa Darraji og gør tegn til at bryde op.

– Nu skal jeg af sted mod Gaza.