25 Jan 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

»Det er jo racediskrimination«

»Det er jo racediskrimination«

Tirsdag, 05. juli, 2011, 11:51:33

Forstander nægter at følge regel, der pålægger hende at udspørge sine udenlandske elever om personlige forhold. Det er racisme og sindelagskontrol, mener hun.

– Jeg får reelt at vide, at jeg ikke skal stole på en særlig gruppe af mine elever – nemlig dem, som kommer fra tredjeverdenslande. Det er sindelagskontrol. Karen Maigaard, rektor på Odense Fagskole.
Bjarne Speth Hansen

Den 7. juni i år træder forstander Karen Maigaard chokeret ud fra et møde i Udlændingeservice i København og sætter kursen tilbage mod fri- og ungdomsuddannelsen Odense Fagskole.

På mødet bliver hun mødt med et krav fra de tilstedeværende embedsmænd, som hun nu nægter at følge: Hun skal udspørge sine udenlandske studerende om en række personlige forhold for at hjælpe Udlændingeservice med at opsnappe potentielle »illegale« indvandrere.

LÆS ARTIKEL: "Rektorer skal udspørge udenlandske elever"

– Jeg har aldrig været udsat for noget lignende. På mødet viftede embedsmændene hele tiden med en bekendtgørelse. De virkede dybt paranoide overfor alle udenlandske studerende. Jeg tænkte »Det er jo racediskrimination. Jeg får reelt at vide, at jeg ikke skal stole på en særlig gruppe af mine elever  – nemlig dem, som kommer fra tredjeverdenslande. Det er sindelagskontrol«, fortæller Karen Maigaard til Arbejderen.

Den bekendtgørelse, som embedsmændene »vifter med« på mødet, er fra 2007.

Den pålægger rektorerne på landets ungdomsuddannelser og videregående uddannelser at udspørge deres udenlandske studerende om deres familieforhold og fremtidsplaner og at afvise deres optagelsesansøgning eller indberette til Udlændingeservice, hvis der er mistanke om, at de vil blive i Danmark.

For at instruere de relevante rektorer er Udlændingeservice i gang med at holde såkaldte »dialogmøder« med dem. Det var sådan et møde, Karen Maigaard blev indkaldt til.

Selvom bekendtgørelsen officielt gælder for alle udenlandske studerende, gætter Karen Maigaard selv på, at hun er blevet udvalgt, fordi hun har nogle få elever fra fattige lande som Pakistan, Indien og Filippinerne. Dette bekræfter embedsmændene på mødet.

– Det er en grum bekendtgørelse med nogle forfærdelige formuleringer, siger Karen Maigaard.

Efter at have læst op på reglen har hun besluttet sig for, at hun ikke vil følge kravet.

–  Hvorfor skal jeg være særlig mistroisk overfor nogle af mine elever? Det er langt fra, hvad jeg skal forvalte på min skole og hvad, der er danske værdier i det hele taget. Jeg driver en fri skole og skal selvfølgelig frit optage enhver, der er interesseret i at lære noget på vores skole, siger forstander Karen Maigaard til Arbejderen.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


05. jul. 2011 - 11:51   03. sep. 2012 - 12:37

Indland