Med Kirkeasyl fik vi en stemme, fortæller Hazhar Jaaf, en af de få irakere fra kirken, der fik lov til at blive i Danmark.
af Maja Holbak og Helena Reumert Gjerding
Grunden til at begynde Kirkeasyl var, at vi besluttede at protestere. Vi ville synliggøre den situation, vi var i, og give os selv en stemme.
Det var vigtigt for os at vise, at den måde, regeringen behandler os på, er uacceptabel. At det er uacceptabelt, at vi har ventet så lang tid i Danmark. Vi får ikke lov til at arbejde, de giver os ingen penge, og børnene har ikke ret til at gå i skole.
Vi ønskede også at vise, at udsendelsesaftalen både omhandlede voksne, enlige, familier og børn. Børn, der er vokset op her i landet, børn, der ikke kender det irakiske samfund, og som taler sproget dårligt, børn, der ikke har nogen forbindelse til Irak.
Vi ville protestere og vise det uacceptable i, at regeringen har parkeret os i en venteposition – vi ville vise det umenneskelige i udsendelsesaftalen.
Det var hårdt at bo i kirken, og jeg overvejede hele tiden, om jeg kunne klare det, men jeg tænkte, at jeg blev nødt til at klare det. For hvis jeg ikke protesterede, og de andre ikke protesterede, hvem skulle så gøre det?
Den sværeste nat
Men lad os begynde med begyndelsen. Vi havde i lang tid talt om muligheden for at lave Kirkeasyl, men vi havde ikke troet, at hjemsendelsesaftalen ville blive til noget, at Danmark kunne finde på at sende folk til Irak.
Vi var en stor gruppe af familier, som boede i Kongelunden på det tidspunkt. Min kone og hendes veninde pressede meget på for, at der skulle ske noget. Jeg havde hørt, at der var folk i Avnstrup, der snakkede om at flytte ind i kirken.
Jeg kontaktede derfor de andre familier, og det viste sig, at vi var mange familier, der gerne ville være med. Der var nogle familier, der blev nødt til at sige nej til at flytte ind i kirken, fordi det ville blive for svært for dem.
Det er hårdt at skulle bo så mange mennesker sammen på så lidt plads, specielt når man er en familie med børn. Men vi aftalte, at vi ville prøve.
Tidligere har jeg sagt, at det var nemt at bo i kirken, men sandheden er, at det var ret svært. Specielt i begyndelsen var det rigtig svært. Al begyndelse er svær.
Den første nat i kirken var den hårdeste, jeg nogensinde har prøvet. Der var meget varmt, og jeg lå hele natten og tænkte på, hvad der ville ske den næste dag.
Jeg havde en masse tanker i hovedet på en gang: Hvordan kan vi bo 40-50 mennesker sammen i kirken? Hvordan organiserer vi os? Hvordan skaffer vi en læge, hvis der er nogen, der bliver syge? Hvad gør vi, hvis politiet kommer?
Jeg tænkte på, at det var vigtigt, at vi passede godt på kirken og fik et godt forhold til naboerne.
Organisering
Det blev nemmere og nemmere at bo i kirken, efterhånden som vi organiserede os og delte ansvaret.
Nogle havde ansvar for køkkenet, nogle for pressen, nogle for økonomien og nogle for rengøringen. Vi besluttede at dele kirken op. Vi lavede to rum til familierne, og de unge sov oppe på balkonen i selve kirkerummet.
Der blev også lavet forskellige grupper, for eksempel sundhedsgruppen og hverdagsgruppen, som kunne hjælpe os. Derudover var der en gruppe, der holdt vagt ude foran kirken – selv når det regnede – hvilket gjorde, at vi kunne sove i fred.
Nogle af dem, der boede i kirken, kendte jeg, men der var også mange, jeg ikke havde mødt før. Alle os, der har været i asylsystemet i mange år, kender hinanden.
Os »gamle« hilser på hinanden, når vi mødes, snakker sammen og har tidligere organiseret protester sammen, blandt andet demonstrationer.
Men alle de nye kendte jeg ikke. De »nye« er dem, der kun har været i systemet i tre-fire år.
Det sværeste ved at bo sammen med folk, man ikke kender, er, at man ikke kan læse dem. Man ved ikke, om de er sure, kede af det eller syge. Det, at vi var to kulturer, arabisk og kurdisk, som skulle bo sammen, var også med til at gøre det svært.
Vi havde for eksempel mange sprogproblemer. Der er mange kurdere, der ikke taler arabisk, og mange arabere, der ikke kan tale kurdisk.
Så der opstod hele tiden misforståelser. Jeg hjalp som tolk, fordi jeg både taler kurdisk, arabisk, engelsk og dansk.
Vi valgte ikke krigen
Vi håbede, at den danske befolkning ville indse, at når man flytter 40 mennesker ind i en kirke, så er det, fordi man ikke kan rejse tilbage.
Hvis der var sikkerhed i vores land, hvorfor ville vi så bo i en kirke? Men selvom vi blev ved med at håbe, var vi også bekymrede, specielt var folk bange for, at politiet ville komme.
Jeg var optimistisk, fordi jeg tænkte, at regeringen ikke ville sende politiet ind i kirken, fordi det ville se dårligt ud – det ville give dem en sort plet i panden.
Men da politiet kom, forsvandt al min optimisme, og jeg mistede fuldstændig al mit håb.
Vi valgte ikke krigen i Irak. Det er dem på Christiansborg, der har valgt den, ikke os. Danmark gik ind i en ulovlig krig – der var ikke nogen terrorister, og der var ikke nogen atomvåben, der var bare en diktator.
800.000 er blevet dræbt, og fire millioner er flygtet. Vi har betalt prisen for en forkert beslutning.
De siger ja til at gå i krig, men vil ikke tage ansvar for 282 irakere. De har ødelagt alt i Irak. Alt.
Jeg husker dengang, jeg fik afslag på asyl. At de ville sende mig tilbage til Irak, var det samme som at sige, at jeg skulle melde mig til hæren i Irak.
Jeg var jo flygtet for at undgå at kæmpe i hæren. To-tre år efter går Danmark i krig mod den hær og det regime, de ville have, jeg skulle kæmpe for.
Jeg glemmer aldrig da jeg fik ophold
Det var lørdag, min kone og jeg sad i bilen på vej til hendes bror. Mens vi sad der, blev jeg ringet op af min kontaktperson i Bedsteforældre for Asyl, som fortalte, at min kone og jeg havde fået opholdstilladelse.
Jeg var i chok og kunne ikke sige noget. Jeg glemmer aldrig det øjeblik.
Da jeg var kommet hjem og sad på min sofa, ringede min kontaktperson igen til mig. Hun bad mig om at tage et glas vand og sætte mig ned.
Jeg spurgte, om hun var sikker på, at vi havde fået ophold, og hun svarede, at hun havde brevet i hånden, og at hun ville maile det til mig med det samme.
Jeg læste det flere gange, inden jeg begyndte at græde.
Jeg følte, at Danmark endelig anerkendte, at jeg er et menneske. Men hvorfor først nu, efter vi er blevet knækket? Hvorfor kunne jeg ikke få denne anerkendelse og opholdstilladelse før?
Jeg har siddet parkeret uden at kunne foretage mig noget i ti år. Hvorfor kunne jeg ikke få lov til at tage en uddannelse?
Jeg var 24 år, da jeg kom til Danmark, og nu er jeg 34. De vigtigste år af mit liv har jeg brugt på at vente.
Jeg var meget glad, da jeg fik opholdstilladelse. Men når jeg tænkte på alle de andre, der var i samme situation som mig, blev jeg bekymret.
Jeg turde ikke fortælle det til de andre, fordi de ikke havde fået ophold. De ville blive skuffede over, at jeg havde fået ophold, og de ikke havde. De er også mennesker, de burde også blive anerkendt.
Da en af mine venner ringede til mig og sagde tillykke, kunne jeg kun svare: »Jeg håber også, at I får ophold«.
Jeg kunne ikke sove den nat. Jeg lå og tænkte over, hvad jeg skulle gøre, og hvordan jeg skulle fortælle det til folk. Men vores venner havde allerede fortalt det til hinanden, og da jeg vågnede næste morgen, havde Kirkeasyl skrevet det ud på Facebook – der var 900, som »likede« det.
Samme dag fik jeg en masse sms’er og mail, hvor folk ønskede os tillykke. Vi tog hjem til nogle af vores venner og fejrede det. Deres sag var stadig under behandling.
Vi besluttede, at det skulle være den første fest for ophold. At det, at vi havde fået ophold, viste, at der måske ville komme en åbning.
Regeringen har hele tiden sagt, at vores sager var behandlet, og at der ikke var mere at gøre. Men nu begyndte systemet at fungere lidt, systemet blev lidt mere retfærdigt.
Efter jeg havde fået opholdstilladelse, skulle jeg vælge et sted at bo. Jeg valgte at blive boende i København. Egentlig ville jeg helst bo på landet, fordi der er ro, men hvis jeg får brug for hjælp, har jeg et godt netværk i København.
Hvis Kirkeasyl ikke havde været der, ville jeg aldrig have fået sådan et netværk. Vi er blevet integrerede – helt uden om regeringens integrationsplan.
Vi har fået en masse gode venner. De bedste mennesker, som tænker på andres liv og ikke kun på penge. De deltog i aktionen og var klar til at få problemer eller bøder for at hjælpe andre mennesker.
Noget at prale af
Igennem Kirkeasyl fik vi en masse støtte, og der kom mange på gaden, som gik imod regeringen. Det er ligesom dengang med jøderne.
Dengang var det ulovligt at skjule jødiske flygtninge, men i dag praler regeringen af, at man gemte jøderne. En dag vil regeringen prale af Kirkeasyl, og hvordan folk hjalp irakerne.
Men allerede i dag praler jeg af Kirkeasyl. Jeg er glad for opbakningen i den danske befolkning.
Jeg vil gerne sige tak til alle dem, der har støttet os: politikerne, organisationerne og den danske befolkning.
Jeg glemmer aldrig de politikere, der gik imod deres partis holdning og bakkede os op. Det betyder meget for os, at de kunne tale fra hjertet og ikke kun tænkte på politisk strategi og meningsmålinger.
Efter Brorsons Kirke blev ryddet, tænkte jeg hele tiden på Kirkeasyl.
Jeg tænkte på, hvad der skete med dem, som var blevet tvangsudvist til Irak, hvorfor politiet kom til kirken, hvilken samvittighed de mennesker måtte have, som besluttede, at politiet skulle rydde kirken.
Det lykkedes for nogle at få ophold, men først efter Kirkeasyl. Selvom Birthe Rønn siger, at det ikke var på grund af Kirkeasyl, så har Kirkeasyl alligevel ændret noget.
Når jeg møder nogle af mine venner, der har fået ophold, så bliver jeg glad, og så tænker vi på Kirkeasyl.
Jeg tror, at det er på grund af Kirkeasyl, at vi har fået ophold. Så selvom aktionen ikke lykkedes, så lykkedes det for nogle.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via
87278
på Twitter
