Klimaaktivisterne skal frifindes, mener Greenpeace. Aktionen var et resultat af, at ngo’erne var blevet udelukket fra klimaforhandlingerne i Bella Centret.
I dag ventes der dom i retssagen mod de klimaaktivister, der trængte ind til dronningens gallamiddag under klimatopmødet i 2009. Anklageren kræver terrorloven taget i brug.
De 11 aktivister fra Greenpeace risikerer hvér op til to års fængsel for at have deltaget i aktionen. De er sigtet for ulovlig indtrængen, dokumentfalsk og for at udgive sig for en offentlig myndighed. Også en gammel paragraf om majestætsfornærmelse er taget i brug.
Greenpeace mener aktivisterne skal frifindes:
– Forud for klimatopmødet havde politikerne opbygget en forventning om, at der skulle findes en løsning på klimaproblemerne i København, siger Henrik Pedersen, kampagnechef for Greenpeace.
– Men efterhånden som den ene dag tog den anden under klimaforhandlingerne, blev befolkningen og ngo’erne udelukket fra forhandlingerne. Dermed blev det meget svært at kommunikere med politikerne. Det er i dét lys, at vores aktion skal ses, fortsætter han.
Han understreger, at de fire aktivister der gennemførte selve aktionen – de to »statsledere« og deres to bodyguards – allerede har været igennem en hård straf. De sad nemlig varetægtsfængslet i næsten tre uger.
– Jeg håber på, at dommeren godt kan se, at det her var et stykke politiske arbejde. Klimaproblemerne eksisterer stadig. Det minder de oversvømmede kældre os om. Og Angela Merkel, der nu vil rejse klimaproblemerne i FN’s Sikkerhedsråd, fordi mangel på vand og føde skaber klimaflygtninge, uddyber Henrik Pedersen.
Anklageren vil bruge terrorloven til at få selve organisationen Greenpeace dømt for aktionen.
– Da terrorloven blev vedtaget, gjorde den daværende justitsminister LeneEspersen det klart, at loven var rettet mod international terrorisme. Desværre har det senere vist sig, at loven også rammer civil ulydighed og fredeligt politisk arbejde. Det er helt skævt, siger Henrik Pedersen.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via
87278