24 Jan 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

Pagt binder os til euro-regering

Pagt binder os til euro-regering

Fredag, 19. august, 2011, 11:16:02

Europagten binder også Danmark til det tysk-franske forslag om en økonomisk euro-regering, advarer Folkebevægelsen mod EU. Forbundsstat ad bagvejen, siger økonom.

De københavnske byggefag udgav op til euroafstemningen i 2000 denne plakat, tegnet af Klaus Albrechtsen. Den har nu fået fornyet aktualitet.

Det tysk-franske forslag om en økonomisk euro-regering vedrører ikke kun eurolandene. Også Danmarks risikerer, via vores deltagelse i den såkaldte europluspagt, at skulle følge de beslutninger, en sådan regering træffer.

Sådan lyder advarslen fra Søren Søndergaard, EU-parlamentariker for Folkebevægelsen mod EU.

Tysklands kansler Merkel og Frankrigs præsident Sarkozy henviser netop til europluspagten, når det gælder de afgørende punkter i deres forslag, understreger Søren Søndergaard.

– Ved at melde os ind under denne pagt har de danske EU-politikere forpligtet Danmark til at følge trop i de beslutninger, der træffes med henvisning til pagten, siger Søren Søndergaard til Arbejderen.

Det tysk-franske forslag henviser til europagten, når det drejer sig om at indføje en grundlovsfæstet forpligtelse til at overholde EU’s budgetregler. Forslaget omtaler også europluspagtens forpligtelse til »at tage alle nødvendige skridt til at forbedre konkurrenceevnen«, herunder »hurtigt at indarbejde de europæiske henstillinger for opstramning af finanserne og strukturreformer, særligt hvad angår arbejdsmarkedet.«

– En økonomisk euro-regering er selvfølgelig et helt naturligt skridt, hvis man ønsker at redde euroen ud af dens krise. Men det er absolut en vej, som Folkebevægelsen mod EU er imod, siger Søren Søndergaard.

– Op til euro-afstemningen i 2000 havde jeg mange valgmøder sammen med Socialdemokraternes Mogens Lykketoft, hvor jeg gjorde opmærksom på det. Men Lykketoft var helt afvisende. Det ville aldrig ske, sagde han. Nu står vi så her...

Christian Bjørnskov, lektor i økonomi ved Aarhus Universitet, mener at gældskrisen helt bevidst bliver brugt til at snige en EU-forbundsstat ind ad bagdøren.

– Det er der nogen, der hele tiden har ønsket, og nu bruger de finanskrisen til at få det igennem, uden at vælgerne hæfter sig ved det. Og det er ganske alvorligt. Der er ikke blot tale om, at denne euro-regering vil stille betingelser til medlemslandene. Der er tale om, at euro-regeringen skal træffe direkte beslutninger om medlemslandenes økonomiske politik, forklarer Christian Bjørnskov.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


19. aug. 2011 - 11:16   03. sep. 2012 - 12:37

Indland