Mens lokale borgere og klimaaktivister forsøger at forhindre etableringen af testcenter for havvindmøller i Thy har Risø sat navne på yderligere to testpladser.
af Emil Skovgaard Andersen
Fredag i sidste uge blev yderligere to pladser til test af syv kæmpe vindmøller i Østerild Klitplantage i Thy besat.
Risø DTU har besluttet, at pladserne går til de to udenlandske firmaer Nordex Energy GmbH og Envision Energy ApS i en otte-årig forsøgsperiode. Af de øvrige pladser har Siemens og Vestas sat sig på hver to testpladser.
Den sidste og syvende vil blive udbudt i efteråret under nye betingelser, meddeler Risø, der er ansvarlig for drift og etablering af det omstridte testcenter.
Lokalbefolkningen har længe kæmpet mod vindmøllerne, der kommer til at rage op til 250 meter i vejret mellem Nationalpark Thy og Danmarks vigtigste fugleområde, Vejlerne.
Hen over sommeren eskalerede konflikten, da rydningen af de første 12 hektar skov skulle begynde. Lokale borgere og miljø- og klimaaktivister satte sig til modværge. Det førte til sammenstød med politiet, der blev sat ind for at bane vej for skovrydningsmaskinerne. Det lykkedes at forsinke træfældningen, men ikke at forhindre den.
Siden har miljøminister Karen Ellemann (V) og Naturstyrelsen sagt, at der ikke skal fældes flere træer, før Vestre Landsret har taget stilling til, om lokale lodsejere skal have lov at føre sag mod Miljøministeriet. Lodsejerne anklager ministeriet for ikke at have foretaget de nødvendige forundersøgelser af testcentrets konsekvenser for naturen, inden beslutningen blev taget. Landsretten afsiger dom mandag den 29. august.
Selvom skovrydningen ligger stiller, og det endnu ikke er sikkert, at projektet overhovedet kan realiseres, fortsætter myndighederne med forberedelserne til opførelsen af testcentret.
I slutningen af august får naboer til testcentret således besøg af ekspropriationskommissionen. Den skal tinglyse en række begrænsninger på ejendommene og sikre, at testcentret får adgang til at opstille måleudstyr på naboernes ejendomme efter behov.
Naboerne ved ikke hvad og hvor meget udstyr, der bliver stillet op. De ved heller ikke, hvordan det kommer til at se ud, og om der skal fældes træer.
– Det er så uklart det hele. Vi er ærligt talt trætte af det. Det er ved at være en psykisk belastning, som nu har stået på i snart to år, siger Vita Sørensen, nabo til det kommende testcenter, til Nordjyske Stiftstidende.
De første megavindmøller skal efter planen være klar til at snurre i april næste år.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via
87278