De hjemløse stillede skarpe spørgsmål til socialministeren, der ikke vil give flere penge. Hjemløshed handler ikke om penge, påstod hun.
– Ingen valgflæsk, råbte en hjemløs, så det gjaldede højlydt i glaskuplen over festsalen på Borups Højskole i København.
Socialminister Benedikte Kiær (K) smilede forsigtigt på sin plads i panelet.
De hjemløse havde tirsdag indkaldt ministeren og politikere fra Folketinget til konference for at diskutere, hvorfor der egentlig findes hjemløse i et land som Danmark. De hjemløse ville vide, hvad partierne vil gøre for at sikre, at ingen skal bo på gaden.
Deres, SAND, og sammenslutningen for boformer for hjemløse, havde arrangeret selve mødet, der trak fuldt hus i den store festsal i den gamle, traditionsrige højskole bag Christiansborg.
Maria Nagel, 36 | Foto: Mette Kramer Kristensen
Fattigdom
Mødet kom få måneder efter, at nye tal fra Arbejderbevægelsens Erhvervsråd vist, at fattigdommen fortsætter med at vokse i Danmark, og at der nu er 234.000 fattige, hvis man ikke regner de studerende med.
Det er 83.000 flere fattige end i 2002. 55 procent flere fattige med den borgerlige regering.
Netop dette tema om fattigdom og økonomi gik igen flere gange i de hjemløses møde med politikerne.
– Det er jer, der er skyld i fattigdommen, for I har skåret i overførselsindkomsterne sammen med Dansk Folkeparti og Venstre. Hvor mange penge vil I skaffe, spurgte en tilhører fra Aarhus direkte socialministeren.
– Jeg tror ikke, at vi skal sætte de sociale ydelser op. Det løser ikke problemerne, svarede Benedikte Kiær.
Martin Henriksen, Dansk Folkepartis socialordfører, nikkede.
I panelet sad også Özlem Cekic, socialordfører for SF. Hun vil gerne sætte de sociale ydelser op.
– De sociale ydelser skaber fattigdom. Der bliver ved med at blive skabt fattige og hjemløse, sagde hun.
Smidt ud af boligen
SF’eren kiggede intenst på socialministeren på den anden side af podiet og bad hende kommentere tallene fra sidste år om, at der aldrig har været så mange mennesker, der bliver sat ud af deres bolig på grund af for eksempel ubetalte regninger.
– Og det skete samtidig med markeringen af fattigdomsåret, sagde Cekic og prøvede at få en grimasse til at passe.
Socialministeren rømmede sig.
– Husudsættelserne, ja. Men det viser sig bemærkelsesværdigt, at 40 procent af alle udsættelser fra boliger sker blandt folk, de har arbejde, men som ikke kan overskue deres økonomi, sagde hun uden at kigge på SF’eren.
Benedikte Kiær satte sit trumfkort ind.
– En mulighed er, at folk ikke skal anvises til for dyre lejligheder, som de ikke har råd til at bo i.
Flere i salen grinede og spærrede øjnene op under de vejrbidte pander.
Özlem Cekic så opgivende ud. Hun rettede sig frem i stolen.
– Men hvorfor lytter I så heller ikke og reagerer, når I nu ved, at om kort tid falder tusinder igennem dagpengesystemet?
Benedikte Kiær lavede et par kruseduller på papiret og lod spørgsmålet hænge i luften.
Mette Frederiksen, Socialdemokraterne, kiggede ud over salen.
– Vi bliver nødt til at sikre, at folk på overførselsindkomst kan betale deres husleje. Vi vil ikke have hjemløse i Danmark. Og de hjemløse skal ikke have adskillige sagsbehandlere, kun én, sagde hun.
DF: Tal sammen
Martin Henriksen, Dansk Folkeparti, fastholdt, at regeringens Hjemløse-strategi, der udløber i 2012, har virket.
– Nu skal vi diskutere en ny strategi og vedtage dén. Alle hjemløse skal have retning på deres liv og en personlig handlingsplan. Man skal være bedre til at tale sammen, og folk skal have hjælp til at komme ud af gæld, sagde Martin Henriksen kort.
En tilhører spurgte så, om nogle af politikerne ville foreslå, at hjemløse kan køre gratis med tog og busser og gøre noget ved de tog-bøder, mange ikke kunne betale?
– Det kan jeg ikke love, sagde dansk-folkepartisten.
Mette Frederiksen og Özlem Cekic sagde begge ja med det samme.
Socialministeren kom med et »ikke-svar«.
»Hmmffrr«, brummede en hjemløs på sjette stolerække, hankede op i sin sæk og forlod salen uden et kig tilbage.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via
87278