23 Jan 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

Bedsteforældre vil rejse asylkrav

Bedsteforældre vil rejse asylkrav

Mandag, 05. september, 2011, 17:52:53

Bedsteforældre for Asyl og Et anstændigt Danmark demonstrerer i morgen for at sætte fokus på asylansøgernes forhold i valgkampen.

Her demonstrerer Bedsteforældre for Asyl i København sidste år.
Aage Christensen

Valgkampen skal bruges til at rejse et krav om en anstændig dansk asyl- og flygtningepolitik.

Det mener Bedsteforældre for Asyl og Et anstændigt Danmark, der i morgen inviterer til demonstration for menneskerettigheder og medmenneskelighed. Her optræder blandt andet X-Factor-stjernen Frederik Konradsen.

– Valgkamp er også værdikamp. Formålet er at komme ud med vores ti krav til en »genopretningspakke«, så vi kan få genindført en anstændig dansk asyl- og flygtningepolitik, siger Jørn Nerup, der er aktiv i Bedsteforældre for Asyl, til Arbejderen.

Blandt kravene er at torturofre og flygtninge med posttraumatisk stress skal tilbydes behandling. De skal flyttes ud af lejrene og have ret til at tage en uddannelse eller arbejde, så deres liv ikke går i stå mens de venter på at deres sag bliver behandlet.

– Både rød og blå blok bør forholde sig til at vi efterhånden ikke kan være den danske asyl- og flygtningepolitik bekendt. Eksempelvis er administrativ frihedsberøvelse uden dom af asylansøgere ikke en retsstat værdig. Og asylansøgere sidder i årevis uden at de må arbejde eller tage en uddannelse, uddyber Jørn Nerup.

De to organisationer holder endnu en valgkamps-demonstration tirsdag den 12. september.

 

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


05. sep. 2011 - 17:52   03. sep. 2012 - 12:37

Indland