Enhedslisten pimper din cykel og DF vil have rent blod i årene. Kort nyt fra valgkampens dag 10, 11 og 12.
Pimp your bike
Cyklister skal have mere plads og sikkerhed, og der skal mindre fart på bilerne. Det var hovedbudskabet, da Enhedslisten Vesterbro i weekenden inviterede lokale vesterbroere til Pimp Your Bike på Enghave Plads i København. Pimp Your Bike er ikke en valgkampsaktivitet, men en fast tilbagevendende arrangement, med gratis reparationer og udsmykning af cykler ledsaget af lækker musik.
Rødt flertal for flere pædagoger
En ny regering kommer nu med garanti til at betyde flere pædagoger i landets børnehaver og vuggestuer.
Enhedslisten har fået Socialdemokraterne, SF og Radikale med på et løfte om minimumsnormeringer i dagtilbudene.
De fire partier vil arbejde på at fastsætte en grænse for, hvor få voksne der må være per barn i daginstitutionerne, og sikre at der bliver afsat ressourcer til uddannelse og efteruddannelse.
– Ligesom vi i 90’erne fik sikret, at der var plads til alle børn i vuggestuer og børnehaver, så skal 10’erne bruges til at sikre, at der bliver ordentlige forhold og tid til voksenkontakt, skriver folketingsmedlem for Enhedslisten, Line Barfod.
DF kræver dansk blod i årene
Der skal rulle dansk blod i dine årer, hvis du vil være statsborger i Danmark. Det mener Dansk Folkepartis udenrigsordfører, Søren Espersen, ifølge Information.
Avisen skriver, at Espersen i et interview med den norske avis Verdens Gang foreslår den danske indfødsretslov erstattet af et »blodprincip«, hvor kun personer, som er børn af mindst én »ægte« dansker, kan opnå statsborgerskab. Espersen understreger, at det ikke er DF’s officielle holdning.
– Et ledende medlems holdninger kan ikke helt adskilles fra partiets. Det er dybt bekymrende, hvis denne hårrejsende forestilling om en særlig dansk race nyder fremme i DF’s ledelse, siger Socialdemokraternes politiske ordfører, Henrik Sass Larsen, til information.
Barsel skal øremærkes til far
Ø, SF, S og R vil øremærke 12 ugers barsel til mænd.
I dag er barnets mor den eneste, som har øremærket barsel. Det drejer sig om 14 ud af de i alt 52 ugers barsel.
Men det vil de såkaldt røde blok altså gøre op med efter valget. De fire partier håber at det kan være med til at sikre mere ligestilling på barselsområdet og arbejdsmarkedet.
– Det er stadig frit valg, men vi mener, det er nødvendigt at øremærke barsel til mænd,s å det bliver en rettighed også for mændene, siger radikale Lone Dybkjær til Information.
Venstre afviser til gengæld idéen:
– Barsel er ikke noget der skal dikteres inde fra Christiansborg, siger Venstres ligestillingsordfører, Louise Schack Elholm.
DF vil stadig afskaffe efterløn
Et eventuelt flertal for forlængelse af dagpengeperiodens længde skal udnyttes.
Det mener Enhedslistens Per Clausen, efter at Dansk Folkeparti i søndags åbnede for, at udskyde den halvering af dagpengene, som de lagde stemmer til i regeringens genopretningspakke fra 2010.
– Det kræver, at DF denne gang står ved sine udtalelser og ikke lader De Konservative eller Venstre blokere for en sådan forlængelse af dagpengeperioden. Derfor må vi kræve et klart svar fra Dansk Folkeparti: Vil de være med til at sikre, at flertallet for dagpengeperioden udnyttes, spørger Per Clausen, som understreger, at det også er afgørende at S og SF ikke lader De Radikale blokere for en forlængelse.
VK-politik er en grøn dødssynd
Regeringens store plan »Grøn Vækst« er sammen med strukturreformen blandt de værste synder, som politikerne i årtier har begået mod naturen og miljøet.
De mener ni natur- og miljøeksperter ifølge DR. De ni eksperter har på opfordring fra Danmarks Naturfredningsforening gennemgået de vigtigste love om miljø og natur fra Folketinget siden 1993.
– »Grøn Vækst« er en dødssynd. Den forsømmer at dæmme op for landbrugets massive påvirkninger af naturen på land og i vandmiljøet, hvor det giver alt for mange næringsstoffer. Hertil kommer landbrugets forurening med sprøjtegifte, som truer grundvand og landbrugets ammoniakudledning, som truer sundheden, siger Henrik Sandbech, tidligere direktør for Danmarks Miljøundersøgelser, DMU.
Danmarks Naturfredningsforening efterlyser en stærk lov, som varetager naturens og miljøets interesser.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via
87278