SF og Ø bakker op om Preben Brandts forslag om offentlig støttet lægehjælp til illegale flygtninge.
![](http://old2010.arbejderen.dk/sites/arbejderen.dk/files/imagecache/aef_image_story_image_example/imagecache/aef_image_original_format/03a-illegale-156.jpg)
Den tidligere formand for regeringens Råd for Socialt Udsatte, Preben Brandt, kaster sig nu ind i valgkampen med et forslag om, at en ny regering skal sætte penge af på finansloven til at illegale flygtninge og asylansøgere kan få en ordentlig lægebehandling.
Forslaget bliver rejst i Preben Brandts socialpolitiske klumme i dagens udgave af Arbejderen.
LÆS KLUMME: "Et valg om anstændighed"
»Et anstændigt land med en anstændig regering må efter min opfattelse tænke medmenneskeligt i forhold til alle, der opholder sig i landet«, skriver han.
Forslaget bliver positivt modtaget hos Dansk Røde Kors, der i august var med til at åbne en privat læge- og sundhedsklinik for at hjælpe de op mod 5000 afviste asylansøgere og andre, der lever i Danmark uden at kunne komme til lægen eller på hospitalet, hvis de har brug for det.
– Det er en god idé at gøre sundhedsklinikken til en offentlig opgave. Vi driver jo sundhedsklinikken, fordi ingen andre gør det. Vi har i øjeblikket ingen problemer med at skaffe frivillige og økonomien er sikret i 18 måneder, men forslaget vil fremtidssikre klinikkens økonomi, siger Susanne Larsen, præsident i Dansk Røde Kors, til Arbejderen.
Også på Christiansborg vækker forslaget begejstring.
– Det er en rigtig god ide. Vores naboland Sverige har fået øjnene op for en lignende ordning. Det er vigtigt, at vi får samlet de her mennesker op, for ingen skal dø på gaderne i Danmark. Det kan godt være nogle er her illegalt eller har fået afslag på asyl, men de skal behandles ordentligt så længe de er her. Derfor er det her et humant og menneskeligt forslag, siger SF’s socialordfører, Özlem Cekic.
Sundhedsklinikken, som Dansk Røde Kors åbnede sammen med Lægeforeningen og Dansk Flygtningehjælp, har foreløbigt økonomi til at køre frem til december 2012.
– Men hvad så med 2013? Lægehjælp bør ikke være afhængig af frivillige kræfter og indsamlede penge. Det bør ikke være nødvendigt i dagens Danmark, at der findes en privat lægeklinik for at hjælpe mennesker i nød.Den slags burde klares af det offentlige sygehusvæsen. Men når situationen er som den er, er det vigtigt, at den slags initiativer bliver støttet officielt, siger Enhedslistens Johanne Schmidt-Nielsen, der også bakker om om Preben Brandts forslag.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via
![](https://arbejderen.dk/sites/default/files/mobile_pay_arb.png)
87278