23 Jan 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

Thor Möger Petersen: Det er et valg om to samfundsmodeller

Thor Möger Petersen: Det er et valg om to samfundsmodeller

Onsdag, 14. september, 2011, 10:04:31

En ny regering vil skabe arbejdspladser og sikre bedre sygehuse og folkeskoler, siger SF’s næstformand Thor Möger Petersen. Han lover store forandringer med en ny regering.

Arbejdsløsheden lige nu er alt for høj. De borgerlige håber på, at markedet klarer ærterne,men det gør det ikke. Der er brug for at skabe arbejdspladser og stoppe fyringerne i det offentlige. Thor Möger Petersen, SF’s næstformand
Aage Christensen

På stort set alle områder vil danskerne opleve en forskel i deres hverdag, hvis der kommer en ny regering efter valget den 15. september.

Det lover SF’s næstformand Thor Möger Petersen.

– For lige at tage de store linjer først. Det her er ikke kun et valg mellem to forskellige økonomiske politikker. Det er et valg mellem to forskellige samfundsmodeller. Den borgerlige model vil betyde en stigende ulighed, og at vi skal konkurrere på lavere løn og dårligere velfærd, forklarer Thor Möger Petersen.
 

For lige at tage de store linjer først. Det her er ikke kun et valg mellem to forskellige økonomiske politikker. Det er et valg mellem to forskellige samfundsmodeller.

 

– Socialdemokraterne og SF har en anden vision. Vi vælger velfærdssamfundet, som den konkurrencemodel, der mest effektivt kan sikre os en andel af de arbejdspladser, som der globalt kommer til at være konkurrence om. Vi kan aldrig konkurrere på lav løn eller på lav skat, derfor skal vi bygge på et stærkt partnerskab mellem private selskaber og den offentlige sektor, på god velfærd, god infrastruktur og frem for alt et højt uddannelsesniveau.

Når det kommer til de mere konkrete forandringer, som en ny regering vil føre med sig, peger SF’s næstformand især på tre områder: Efterlønnen, sygehuse og folkeskoler samt sidst men ikke mindst skabelsen af nye arbejdspladser.

– Arbejdsløsheden lige nu er alt for høj. De borgerlige håber på, at markedet klarer ærterne,men det gør det ikke. Der er brug for at skabe arbejdspladser og stoppe fyringerne i den offentlige sektor, siger Thor Möger Petersen og peger insisterende på mig.

Ved at fremrykke offentlige investeringer vil S og SF sætte gang i byggebranchen og få arbejdsløse i gang.

– Samtidig får vi styr på nedslidte kloakker og folkeskoler og får energirenoveret boliger. Derudover vil vi give private virksomheder en håndsrækning ved at sikre dem fuld skatteafskrivning for investeringer i 2012 i stedet for som normalt at sprede det over en årrække, oplyser Thor Möger Petersen.

Farvel til nulvækst

I forhold til den offentlige sektor vil S og SF droppe den nuværende nulvækst, der betyder nedskæringer i kernevelfærden. I stedet vil der bliver ansat flere i den offentlige sektor til gavn for velfærden.

Nyansættelserne i den offentlige sektor vil først og fremmest komme folkeskoler og sygehuse til gavn.

– Her vil ske klare forbedringer af kvaliteten. Vi vil investere i den folkeskole, der er blevet dårligere under VK, samtidig med at de mest velstillede familiers børn har klumpet sig sammen på privatskolerne. Vi vil en folkeskole. som giver alle den bedst tænkelige start på livet uanset social baggrund, pointerer Thor Möger Petersen.

– Samtidig holder vi i modsætning til VK fast i, at ingen skal være nødt til at have dankortet frem, når de skal til lægen eller på hospitalet.

 

Det bedste er selvfølgelig at stemme på SF, men kan man ikke overbevises om det, er Socialdemokraterne et udemærket alternativ.
Men Enhedslisten går da også ind for at bevare efterlønnen?

 

Men I siger også, at den offentlige sektor skal være mere effektiv. Hvor er det muligt at effektivisere efter mange års nedskæringer?

– I så stor en sektor kan pengene altid bruges bedre. For os er det en venstreorienteret mærkesag, at lønmodtagernes skattekroner skal bruges så effektivt som overhovedet muligt. Problemet er i øvrigt ikke, at de borgerlige har brugt færre penge på den offentlige sektor. Det har de ikke. De har bare brugt pengene forkert. De har fremmet vækst af bureaukrati og overbetalt privathospitalerne.

I modsætning til regeringens nulvækst i den offentlige sektor lægger SF og S op til, at der i de kommende år må ske en stigning på 1,4 procent i udgifterne i kommuner og regioner.

– Det er jo ikke nogen særlig stor vækst. Der er ikke råd til mere, fordi Danmark er i økonomisk krise. Den borgerlige regering har ikke passet Danmark. Derfor er det afgørende, at vi prioriterer bedre i den offentlige sektor, siger Thor Möger Petersen.

Han understreger, at effektivisering ikke er ensbetydende med, at de offentligt ansatte bare skal løbe hurtigere.

– Nogle af de steder, vi peger på, er et stop for forgyldning af privathospitalerne, nedskæring af statens store forbrug af private konsulentfirmaer og stop for uddannelsesstedernes omfattende brug af reklamekroner i deres konkurrence om eleverne.

Vil I rulle den markedsgørelse tilbage, som VK-regeringen har trukket ned over den offentlige sektor?

– Det er i hvert fald slut med de vanvittige tvungne udliciteringer under en S-SF-regering. Vi vil ikke som den borgerlige regering kræve af kommunerne, at de udliciterer en bestemt procentdel. Men de må selvfølgelig godt udlicitere, hvis de vil det. Vi vil også se på afbureaukratisering i forhold til frit-valgs-ordningerne i ældreplejen. Men det skal ske i dialog med kommunerne, ikke som diktater fra Christiansborg.

Radikale skal med

Det sidste punkt Thor Möger Petersen fremhæver, i forhold til hvor en ny regering vil gøre en forskel, er efterlønnen.

– Vi håber, at vi får styrke til at forhindre regeringens forringelser af efterløn og folkepension, så sosu-arbejderen og murersvenden også får mulighed for et liv efter arbejdslivet. Det skal ikke kun være de allerrigeste, der selv kan bestemme hvornår de trækker sig tilbage fra arbejdsmarkedet. Andre skal også have den mulighed.

Hvorfor lægger SF så stor vægt på at få Radikale med i en regering, når de på efterlønnen og også i forhold til dagpengeforringelserne har en helt anden politik end jer?

– Fordi vi tror, at det bedste for Danmark er at få en stabil og handlekraftig ny regering. Vi har masser af uenigheder, det er vi også helt åbne omkring. Men en forudsætning for at forandre Danmark er, at centrum-venstre finder fælles fodslag på vigtige områder.

 

Hvorfor støtter I bankerne, var det ikke bedre at bruge pengene på velfærd?

 

Hvad er så muligheden for at redde efterlønnen?

– Jeg håber, at danskerne sammensætter Folketinget, så de partier, der går ind for en solidarisk efterløn, kan forhindre den forringelse af ordningen, som Venstre, Konservative, Radikale ogDansk Folkeparti er blevet enige om. Men vi har sagt helt klart, at hvis de fire partier fortsat har flertal efter et valg, så kan de gennemføre deres tilbagetrækningsreform.

– Det er derfor, at vi siger, at det her valg er en folkeafstemning om efterlønnen.

I opfordrer altså danskerne til at sikre et flertal til SF, Socialdemokraterne og Enhedslisten?

– Det bedste er selvfølgelig at stemme på SF, men kan man ikke overbevises om det, er Socialdemokraterne et udemærket alternativ.

Enhedslisten går da også ind for at bevare efterlønnen?

– Ja og det sætter vi stor pris på. Jeg vil godt understrege, at vi har et godt samarbejde med Enhedslisten.

Støtte til EU-pagt

Et af de punkter, hvor der er stor uenighed mellem SF og Enhedslisten, er EU. SF sagde i foråret ja til den såkaldte europluspagt, som Enhedslisten er indædt modstander af.

Europluspagtens erklærede formål er at sikre fælles fodslag mellem EU-landene, når det gælder om at fremme konkurrenceevnen og holde styr på de offentlige udgifter. Fra den europæiske fagbevægelses side har der været kraftige protester, blandt andet fordi pagten lægger op til løntilbageholdenhed. Modsat har dele af den danske fagbevægelse nikket ja til pagten.

 

Hvorfor støtter I boligejerne, som I forvejen har fået omfattende støtte gennem regeringens skattestop?
– Der er jo ikke tale om en permanent forkælelse af boligejerne, siger Thor Möger Petersen og slår ud med armene.

 

SF’s vurdering er, at europluspagten er en fordel for dansk økonomi.

– Det er vigtigt, at vi i forhold til de andre EU-lande signalerer, at der er styr på dansk økonomi. For os har det været afgørende, at vi har fået tilsagn om at europluspagten ikke anfægter, at finanspolitikken stadig fastlægges i det danske Folketing, og at vi stadig aktivt kan stimulere beskæftigelsen, siger Thor Möger Petersen.

EU-kommissionen har for nylig fremlagt et forslag, om at EU-støtte til de enkelte medlemslande skal gøres afhængig af, om det enkelte land følger EU’s krav til den økonomiske politik. Forslaget skal behandles under det danske EU-formandskab i første halvdel af 2012.

Thor Möger Petersen erkender, at der er stærke kræfter i EU som ønsker en fælles finanspolitik for alle medlemslande.

– De borgerlige mener, at vejen ud af krisen går over nedskæringer i den offentlige velfærd og konkurrence på lønnen. Modsat er der en progressiv blok i EU som vil stimulere beskæftigelsen, sætte gang i økonomien og bruge velfærdssamfundet som en styrke. S og SF tilhører den sidste blok, og vi håber, at Danmark med en ny regering kan være med til at fremme de synspunkter i EU.

Banker og boliger

Lige inden folketingsvalget blev udskrevet var SF med til at støtte Bankpakke 4, der sikrer statsstøtte til storbanker, som overtager skrantende småbanker.

Hvorfor støtter I bankerne, var det ikke bedre at bruge pengene på velfærd?

– Jeg synes, at store dele af finanssektoren har opført sig uansvarligt og spekulativt. En stor del af ansvaret for at verden blev kastet ud i en global finanskrise ligger på finanssektoren. Men det ville være uansvarligt af os ikke at gå ind fra politisk side og understøtte bankerne i en tid, hvor truslen om kollaps er reel, mener Thor Möger Petersen.

Et andet omdiskuteret punkt er den boligpakke S og SF lancerede lige før valget blev udskrevet. Pakken indeholder støtte til boligejerne på en række områder i lighed med regeringens boligpakke.

Hvorfor støtter I boligejerne, som I forvejen har fået omfattende støtte gennem regeringens skattestop?

– Der er jo ikke tale om en permanent forkælelse af boligejerne, siger Thor Möger Petersen og slår ud med armene.

– Det er et midlertidigt krisetiltag for at få gang i et boligmarked, som er frosset fast, tilføjer han og understreger, at S og SF samtidig i modsætning til regeringen husker lejerne med forslag om lavere husleje i nybyggede almene boliger og støtte til istandsættelser.

– I ti år er lejerne blevet glemt af den borgerlige regering, men de vil blive husket af en S-SF-regering.

På vej ud af døren når vi lige at få næstformandens vurdering af valgkampens forløb.

– Meget stærke kræfter gør alt for at forhindre, at S og SF kommer til at danne ny regering. Vi skal kæmpe lige til det sidste for at få valgkampen til at handle om det kursskifte, vi ønsker for Danmark.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


14. sep. 2011 - 10:04   03. sep. 2012 - 12:37

Indland