Tilbagerulning af angrebene på dagpenge og efterløn samt investeringer i job og uddannelse står øverst på de privatansattes liste over krav til en ny regering
Rul dagpenge- og efterlønsforringelserne tilbage! Sæt arbejde i gang, og investér massivt i uddannelse!
Det er de krav, som de privatansatte og deres fagforeninger mener, er de vigtigste at stille til den regering, der nu tager over efter valget.
Det viser en rundspørge, som Arbejderen har foretaget til fagforeninger og forbund.
Tilbagemeldingerne er afgivet før valgresultatet forelå – regeringens farve ændrer dog ikke på kravene, men nok på muligheden for at få dem gennemført.
En genopretning af dagpengeperioden fra to til fire år er et helt centralt krav fra fagforeningerne.
– Det første, en ny regering skal gøre noget ved, er dagpengereglerne. Uanset om det er 20.000 eller 38.000 arbejdsløse der falder ud af dagpengesystemet næste år, fordi reglerne er blevet forringet, så er det ikke til at holde ud at tænke på. Det er en social katastrofe, hvis det sker, siger Randi Smitsdorf, formand for 3F Rymarken i Aalborg.
Og så skal en ny regering sikre efterlønnen, understreger Randi Smitsdorf, der dog godt er klar over, at det kan Radikale stikke en kæp i hjulet for.
Fødevareforbundet NNF, Byggefagenes Samvirke i København og 3F’s forbundsformand er helt enige om, at dagpenge og efterløn står øverst på listen over krav til en ny regering.
Helt centralt er også kravet om, at en ny regering skal sætte arbejde i gang og investere i uddannelse.
3F’s formand Poul Erik Skov Christensen fremhæver det som det allervigtigste. Han understreger at det gælder både i forhold til unge og ældre.
– Det er helt uholdbart, at cirka 9000 unge mangler en praktikplads og ikke kan færdiggøre deres erhvervsuddannelse, og de voksne – de har også brug for langt bedre muligheder for efteruddannelse, siger Poul Erik Skov Christensen til Arbejderen.
Ud over de fire krav om job, uddannelse og tilbagerulning af efterløns- og dagpengeforringelserne har Byggefagenes Samvirke i København også kravet om en effektiv indsats mod arbejdsgiveres sociale dumping via import af billig, uorganiseret udenlandsk arbejdskraft.
– Vi har brug for en regering og et flertal, som vil afsætte de nødvendige ressourcer og sammen med fagbevægelsen gøre en indsats for at få taget et opgør med fuskerne, så vi får et arbejdsmarked, der er overenskomstdækket og på ens vilkår, siger Anders Olesen.
Det samme krav har BAT-kartellet, der samler alle fagforeninger på byggeområdet, rejst i valgkampen.
Byggefagenes Samvirke har i øvrigt fremlagt en ambitiøs plan for at skabe job gennem klimarenoveringer – også noget man opfordrer en ny regering til at tage fat på.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via
87278