01 May 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

Offentlige kræver: Stop for udlicitering

Offentlige kræver: Stop for udlicitering

Fredag, 16. september, 2011, 11:00:33

Offentligt ansatte har store forventninger til en ny regering. Kravene ser langt ud over eget fag og er kendetegnet ved ønsket om en helt ny vej på velfærdsområderne.

Her er FOA-formand Dennis Kristensen på gaden i valgkampen for at sætte kravet om bevarelse af efterlønnen på dagsordenen ved en fælles aktionsdag arrangeret af FOA, 3F og NNF.
Line Nejrup

Med en ny regering bliver der sat stop for udlicitering og privatisering, håber de offentligt ansattes fagforeninger.

– Regeringen har valgt at tvinge kommuner og regioner til at udlicitere offentlige opgaver.Det er en helt gal vej at gå. Udlicitering betyder fokus på penge og pris i stedet for kvalitet, siger Benny Andersen, formand for Socialpædagogerne Landsforbund (SL) til Arbejderen.

– Ser jeg snævert på det socialpædagogiske område, må vi forvente og forlange, at det i et velfærdssamfund som Danmark ikke overlader til markedskræfterne at tage sig af opgaver for de svageste, tilføjer han.

Benny Andersen kender ikke udfaldet af valget, da Arbejderen spørger om forbundets ønsker til en ny regering, men lægger ikke skjul på, at han håber på både en ny regering og en ny politik.

Dennis Kristensen, formand FOA, håber også, at en ny regering tager et opgør med tvangsudlicitering. Han mener, der ligger en meget bedre model i S-SF’s »Fair Løsning«.

– En ny regering skal med det samme standse kravet om udlicitering og udbud til kommunerne, lyder det også fra Britt Petersen, formand for LFS i København.

Kravet koster sammen med tre andre ønsker på en meget lang liste »ikke en krone at gennemføre«.

– Til gengæld koster de holdningsændringer, siger Britt Petersen til Arbejderen.

Dansk Sygeplejeråds formand Grete Christensen står også klar med ønsker til den kommende regering. Sygeplejerskerne peger på bedre forebyggelse og bedre tilbud til borgerne, hvad enten de er kronisk syge, får akut brug for hjælp eller er medicinske og/eller psykiatriske patienter.

– Vi ønsker bedre rammer for et stærkt offentligt sundhedsvæsen, siger Grete Christensen.

I ikke prioriteret rækkefølge peger pædagogernes formand Henning Pedersen på følgende krav til en ny regering: Højere andel af pædagoger i institutionerne, der også skal have en minimumsnormering. Bevarelse af efterlønnen og ligeløn.

Kravet om at sikre efterlønnen går igen hos alle de fagforeninger, Arbejderen har talt med. De lægger også vægt på, at ingen arbejdsløse ryger ud af dagpengesystemet.

Fagforeningerne glæder sig i øvrigt ved udsigten til en regering, hvor de vil blive taget med på råd.

– De sidste to et halvt år har været præget af den borgerlige regerings fravalg af arbejdsmarkedets parter. Rød Blok lægger op til, at fagbevægelsen igen vil blive taget med på råd og få et ansvar for udviklingen af samfundet, lyder det fra Dennis Kristensen.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


16. sep. 2011 - 11:00   03. sep. 2012 - 12:37

Indland