22 Jan 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

Danske banker tjener på sult

Danske banker tjener på sult

Tirsdag, 27. september, 2011, 11:11:40

Det er urimeligt, at menneskeskæbner afgøres på Europas børser, mener ulandsnetværk om danske bankers spekulation i fødevarer.

Den etiopiske mor, Misra Ahmed, har søgt hjælp hos en nødhjælpsklinik for at redde sin fire år gamle søn fra sultedøden.
CARE / Amber Meikle

Nordea, Danske Bank og Jyske Bank spekulerer i fødevarer, og er dermed med til at presse priserne på mad i vejret – og skubbe millioner af mennesker ud i fattigdom og sult.

Sådan lyder anklagen i en ny rapport »Sultens spekulanter«, som det uafhængige researchcenter DanWatch netop har offentliggjort.

De tre banker har tilsammen investeret omkring 1,3 milliarder kroner i fødevarer i et forsøg på at få deres penge til at yngle.

– Det er urimeligt, at spekulationer på Europas børser afgør om fattige mennesker får mad på bordet. Derfor må vi ændre det nuværende system sådan, at banker og investeringsselskaber ikke investerer med voldsomt negative konsekvenser for verdens fattigste, siger Laust Gregersen fra ulandsnetværket ConcordDanmark.

Netværket består af 37 danske ulandsorganisationer.

– Bankernes spekulationer er stærkt medvirkende til at forstærke udsvingene på verdensmarkedspriserne på fødevarer. Det betyder dyrere og mere usikre fødevarepriser og har fatale konsekvenser for mennesker i de allerfattigste lande, hvor familier ofte bruger 60-80 procent af deres indkomst på mad, forklarer Laust Gregersen.

Fødevarekrisen i 2008 – hvor op mod 100 millioner mennesker blev skubbet ud i sult og ekstrem fattigdom – var et eksempel på, hvordan spekulation er med til at forstærke fødevarekrisen, fordi priserne bliver pustet kunstigt op.

Nordea står for langt den største spekulation i fødevarer. Ialt én milliard kroner har banken investeret i fødevarer det sidste år.

– Vi analyserer nu på, om der er problemer med, at vi investerer i den her type råvarer. Først i løbet af efteråret er vi klar med en endelig analyse og en stillingtagen til, om vi skal gøre noget anderledes. Indtil da har vi ingen konkrete udmeldinger, siger pressekoordinator i Nordea, Stephan Ghisler-Solvang, til Arbejderen.

Men hvorfor startede Nordea i det hele taget med at investere i fødevarer.

– Tja…, hvorfor?Fordi vi nok har set en god forretning. Ligesom vi handler med guld, olie eller aktier. Vi giver kunderne en mulighed for at investere deres penge.

Gør det indtryk, at ulandsorganisationerne advarer mod den her slags investeringer, fordi de er med til at skabe sult og fattigdom?

– Det har jeg ingen kommentarer til, siger Stephan Ghisler-Solvang.

Både Nordea, Danske Bank og Jyske Bank har tilsluttet sig de FN-støttede principper for ansvarlige investeringer.

 

Læs DanWatch’ rapport »Sultens spekulanter« på www.danwatch.dk

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


27. sep. 2011 - 11:11   03. sep. 2012 - 12:37

Indland