22 Jan 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

FOA: Budgetforlig svigter det røde Aarhus

FOA: Budgetforlig svigter det røde Aarhus

Tirsdag, 27. september, 2011, 11:06:47

Både BUPL og FOA retter skarp kritik af nedskæringsbudget i Aarhus. 222 millioner kroner skal spares til næste år.

Den nye regering har lovet kommunerne flere penge. Derfor er det helt unødvendigt med så drastiske nedskæringer på nuværende tidspunkt. Kirsten Normann Andersen, formand FOA Aarhus

Ved at lave budgetforlig med de borgerlige svigter socialdemokraterne og SF de mange aarhusianere.

Det mener FOA Aarhus.

Ved folketingsvalget i forrige uge stemte 60 procent af aarhusianerne på rød blok, mens blokken fik over 67 procent af stemmerne ved sidste kommunalvalg.

– Borgerne har stemt for en anden politik end den, som byrådet nu fører. Den røde borgmester sætter reelt aarhusianerne udenfor indflydelse, fordi han vil have de borgerlige med i et forlig, siger Kirsten Normann Andersen, formand for FOA Aarhus.

Den socialdemokratiske borgmester Jacob Bundsgaard lavede i fredags budgetforlig sammen med SF, Venstre, Konservative ogRadikale. Kun Enhedslisten og Dansk Folkeparti står udenfor forliget, der betyder store nedskæringer i de kommende år.

Til næste år skal der spares 222 millioner kroner i Aarhus. I 2013 og 2014 er der bebudet nedskæringer omkring 300 millioner kroner.

Kirsten Normann undrer sig over, at Socialdemokraterne og SF i Aarhus lægger op til en stribe nedskæringsår i en situation, hvor der lige er valgt en ny regering, som har lagt op til bedre økonomiske forhold i kommunerne. Samme undren har Henning Truelsegaard, formand for BUPL Aarhus.

– Den nye regering har lovet kommunerne flere penge. Derfor er det helt unødvendigt med så drastiske nedskæringer på nuværende tidspunkt. Man kunne have valgt at lave et budget med de nye forudsætninger, men har valgt at køre videre efter den afgående regerings økonomiske smalhals, siger BUPL-formanden.

Børne- og ungeområdet bliver hårdt ramt af nedskæringerne. Her skal spares 106 millioner kroner til næste år og 140 millioner de efterfølgende år. Konsekvensen er over 200 færre pædagoger til næste år. Nedskæringerne kommer oveni stribevis af tidligere sparekrav til daginstitutioner, SFO’er og klubber.

Derudover skal børnene fremover starte i børnehave, når de er to år og 11 måneder.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


27. sep. 2011 - 11:06   03. sep. 2012 - 12:37

Indland