Helle Thorning-Schmidt inviterede til bredt samarbejde i Folketinget, men nævnte ikke efterlønnen med et ord, da hun holdt sin åbningstale.
– Vi skal behandle alle mennesker ordentligt. Og da især dem, der har det sværest. Vi skal have værdigheden tilbage.
Sådan lød det fra Danmarks nytiltrådte statsminister Helle Thorning-Schmidt ved Folketingets åbning i går, hvor hun understregede, at hun ikke kan acceptere den tidligere regerings fattigdomsydelser:
– De er et brud med et halvt århundredes socialpolitik. Hvor vi netop gjorde op med fattighjælp og skel mellem mennesker. Og indførte tryghed og værdighed.
Helle Thorning-Schmidt slog fast, at regeringen vil afskaffe fattigdomsydelserne, kontanthjælpsloftet og starthjælpen.
– Starthjælp fremmer ikke integrationen. Den fremmer fattigdom og isolation, lød det fra statsministeren, som også bebudede »en ny balance i udlændingepolitikken«.
Moderne helhedsløsning
Men ellers tegnede Helle Thorning-Schmidt langtfra et billede af en regering, som vil give gaver.
– Dansk økonomi er ikke i en situation, hvor vi har råd til at opfylde alle ønsker, sagde hun og understregede, at det offentlige skal overholde sine budgetter.
Regeringen tiltræder på et vanskeligt tidspunkt, hvor Danmark står midt i en alvorlig krise og har mistet titusindvis af job.
– Jeg vil sige tingene som de er: Det bliver ikke let. Vi skal arbejde hårdt. Vi skal træffe svære valg, sagde den nye statsminister og bebudede, at regeringen vil »kick-starte dansk økonomi«:
– Vi vil fremrykke investeringer for i alt 10 milliarder kroner. De projekter, der var planlagt til at gå i gang om ét, to eller tre år, sætter vi nu i gang så hurtigt, som det overhovedet er muligt.
Danskerne skal arbejde sig ud af krisen, og derfor vil regeringen gennemføre »en moderne helhedsløsning, hvor vi alle sammen bidrager solidarisk«:
Helhedsløsningen indebærer blandt andet, at regeringen vil øge visse afgifter og sænke skatten på arbejde. Ligeledes lægger regeringen op til at sikre mere arbejdskraft gennem en reform af førtidspension, fleksjob, og kontanthjælp samt trepartsaftaler med arbejdsmarkedets parter.
Modernisering og vækst
– Regeringens helhedsløsning betyder, at flere vil arbejde. Så falder udgifterne til overførsler, og vi får flere penge ind i skat. Det vil sikre en solid økonomi. Det vil sikre, at vi har råd til at investere i efteruddannelse, i folkeskolen og i sundhed, lød det optimistisk fra Helle Thorning-Schmidt.
Også på andre områder slog hun optimistiske toner an:
– Den næste store opgave er at modernisere vores samfund, så vi kan skabe vækst mange år fremefter.
Væksten skal blandt andet skaffes ved at satse på uddannelse af de kommende generationer, ved at gøre Danmark til foregangsland på klima- og energiområdet og ved at satse på eksport.
Helle Thorning-Schmidt slog også fast, at Danmark hverken kan eller skal konkurrere på lav løn.
– Men det er et problem, at danske lønninger gennem de seneste år er vokset hurtigere end i udlandet.
Den nytiltrådte statsminister både indledte og sluttede sin tale med at invitere til bredt samarbejde i Folketinget. Hele 15 gange nævnte hun ordet »samarbejde«, mens ordet »efterløn« ikke blev nævnt en eneste gang.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via
87278