Terrorlovenes stramme krav til ngo’erne gør det svært at arbejde i verdens brændpunkter, advarer ny rapport.
EU og USA’s stadig skrappere terrorlister og terrorlove påvirker hjælpeorganisationers og ngo’ers muligheder for at lave humanitært arbejde rundt om på kloden.
Det viser en ny rapport fra den internationale ulandstænketank, Overseas Development Institute, der har interviewet en række ngo’er fra hele verden.
Især terrorlovenes kriminalisering af pengestrømmen til områder, kontrolleret af grupper på EU og USA’s terrorlister, gør det sværere at gennemføre humanitære projekter i nogle af verdens mest vanskelige konfliktområder. Hjælpeorganisationer skal nemlig kunne dokumentere, at de ikke samarbejder med terrorister, hvis de vil have offentlig støtte.
Eksempelvis opkræver Gazas indenrigsministerium en særlig ngo-registreringsafgift. Det er uvist, om afgiften skal betragtes som støtte til Hamas. Hvis det er tilfældet, er det umuligt for ngo’er at operere i Gaza uden at overskride den internationale terrorlovgivning, advarer rapporten.
– Man stiller de humanitære organisationer i en svær situation. Selvom de er sat i verden for at hjælpe steder, hvor der er nød, risikerer de at blive tiltalt efter nogle alvorlige paragraffer, hvis de ikke har fuldstændig styr på, hvem de arbejder sammen med. Det kan være svært at vide præcist, hvem man arbejder med, og hvilke forbindelser samarbejdspartnerne har, siger chefjurist i CEPOS, Jacob Mchangama, til Arbejderen.
Den danske ulandsorganisation,Ibis, nikker genkendende til problemstillingen:
– Der er et oplagt dilemma mellem terrorlovene og hensynet til humanitært arbejde i konfliktområder, siger Vagn Berthelsen, generalsekretær i Ibis, til Arbejderen.
– Genevekonventionen forpligter os at hjælpe sårede og nødstedte i krig. Det kan være svært i en konflikt, hvor en oprørsbevægelse kontrollerer et område, hvor det er oplagt at drive et hospital, fordi terrorlovene gør det strafbart at støtte terrorbevægelser. Det er vigtigt ikke at straffe organisationer, der vil det gode, påpeger han.
Du kan læse rapporten om terrorlove og nødhjælp på www.odi.org.uk
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via
87278