Arbejderen var med da Anton Nielsens kone Inger besøgte ham i Horserød, hvor han sidder fængslet for solidaritet.
– Rent tøj, skriveblokke, dagens udgave af Arbejderen, en ny radio, og så har han bedt om et birkesfranksbrød. Jo, jeg har vist det hele.
Inger Nielsen tjekker rygsækken og lærredsposen en ekstra gang inden hun lukker døren bag sig til den røde murstensvilla i Ølstykke. Der er over tre timers transport til statsfængslet i Horserød, så det er om at huske alt, der skal med.
– De får kun lidt over 700 kroner om ugen i kostpenge deroppe, og alt skal købes hos fængslets købmand, som godt ved hvad han skal tage for varerne, så jeg tager lidt med hver gang jeg besøger Anton, fortæller hun.
I Horserød sidder Ingers mand gennem 51 år, Anton Nielsen. Han er fængslet for overtrædelse af terrorlovens paragraf 114b om støtte til terrorbevægelser efter at han som formand for de tidligere modstandsfolk og kz-fanger i Horserød-Stutthof Foreningen har støttet humanitært arbejde i Palæstina med 17.000 kroner.
LÆS ARTIKEL: "300 fulgte Anton Nielsen i fængsel"
– Anton er ikke terrorist. Tværtimod. Han bringer et enormt offer i kampen for demokrati og retten til solidaritet, siger Inger bestemt.
Det er klart, at det er hårdt for os begge. Men kortene og solidariteten fra kammeraterne holder modet oppe.
Hun mødte Anton Nielsen første gang i slutningen af 1950’erne til et karneval i DKU, DKP’s ungdomsforbund. Dengang var de begge aktive ungkommunister.
– Nogle år efter blev vi gift. Det var mig, der friede – hvis vi var gift kunne vi nemlig få en halvandet værelses på Bispebjerg, fortæller Inger med et smil.
De sidste 43 år af ægteskabet har været med base i villaen i Ølstykke. Ibogreolerne vidner Marx og Nexø og stakke af aviser om et liv som aktive kommunister.
– Jeg er begyndt at savne ham nu. De første par uger var det ikke så galt – vi har jo været fra hinanden før på kurser eller rejser. Man tænker »så slipper jeg da for at lave aftensmad«.
– Men nu begynder jeg at kunne mærke det. Det er o ikke fordi vi sidder lårene af hinanden til hverdag. Men bare det at mærke den andens tilstedeværelse. Man hører en lyd og tror det er ham – og husker så, at det kan det jo ikke være.
Kort inden murens fald, da Anton og Ingers tre børn var flyttet hjemmefra, rev parret et år ud af kalenderen og backpackede gennem Sydøstasien.
– Vi tog den transsiberiske til Kina og sejlede på tømmerflåde gennem Asiens jungle. Det var et fantastisk eventyr. Da vi kom hjem var alt i opbrud og partiafdelingen var splittet i dele, som ikke kunne tale med hinanden. Men man er jo nødt til at kæmpe videre, så det gjorde vi, siger Inger.
Tre timers rejse
Klokken 12 går bussen fra Ølstykkes hovedgade mod Hillerød Station. Herfra kører lokalbanen til Snekkersten, hvor Inger venter tre kvarter på den næste bus. Det kan være kolde tre kvarter at vente, fortæller Inger.
– Så tænker jeg på hvordan han mon klarer det – han bliver så vred når han møder uretfærdighed.
Anton Nielsen har syv timers samlet besøgstid om ugen, som skal fordeles mellem Inger, børn, børnebørn og kammerater.
– Så det bliver til et par besøg om ugen. Men han ringer hver aften fra fængslet, siger hun.
Efter tre timers rejse sætter bussen os af ved hegnet ind til statsfængslet. Omkring os breder en bøgeskov sig ud i flammende efterårsfarver, men i fængslets reception er vægge og gulve sterile og grå.
At det har været forgæves – det tror jeg er det, Anton er aller mest bange for.
I køen foran os står to unge piger med meget høje hæle. Inger skiller sig ud i sine brune ecco-sko.
– Mobiltelefon og kamera kan I godt lade blive herude, siger fængselsbetjenten og viser os ned i besøgsrum to – et fem-seks kvadratmeter stort værelse med en sofa, et bord og en lænestol.
Kage og sodavand har vi selv haft med, og Inger retter det an på sofabordet.
– Jeg kan ikke se ham endnu. Han kommer ikke før tre. Han er altid præcis, siger hun og spejder ud over Horserødfængslets svenskrøde træbarakker.
Her blev kommunister og modstandsfolk interneret under den tyske besættelse og siden hen sendt videre til kz-lejre i Tyskland. En af dem var Anton Nielsens far, det kommunistiske folketingsmedlem Martin Nielsen.
Fire x fire m2
Og ganske rigtigt: Klokken tre præcis humper Anton Nielsen ind ad døren til besøgslokalet, støttende sig til en krykke fra Gentofte Hospital.
Han fik opereret hoften kort før hans fængselsdom skulle afsones, og der er ikke meget mulighed for genoptræning i statsfængslet.
– Goddag Ingerpige, siger Anton, og sætter sig med lidt besvær.
Netop hoften har undtaget Anton fra fængslets krav om dagligt arbejde, så han er låst inde i sin celle hver dag fra ni til 15 og igen efter klokken 21.
Cellen er fire gange fire kvadratmeter, og der skal være plads til både en seng, et skrivebord, en stol og et skab, så du kan selv regne ud hvor meget plads der er at bevæge sig på.
– Cellen er fire gange fire kvadratmeter, og der skal være plads til både en seng, et skrivebord, en stol og et skab, så du kan selv regne ud hvor meget plads der er at bevæge sig på. Det er ret klaustrofobisk, fortæller Anton Nielsen.
Tiden går tilgengæld med at skrive; Computer må man ikke have i fængslet, men Anton Nielsen skriver et kampskrift i hånden, som Arbejderen i dag bringer første del af.
– Og så læser jeg, både en masse bøger, men også alle de postkort, jeg har fået, siger Anton, med henvisning til de 6000 solidaritetspostkort, som er blevet bestilt via Arbejderens hjemmeside.
– Jeg har fået over 700 kort fra hele verden og der er plads til mange flere. Det er dagens lyspunkt, når de kommer, og det vækker opmærksomhed blandt både vagterne og de andre fanger.
I det hele er det tydeligt at Anton er en atypisk indsat i Horserød.
Efter tre uger bag tremmer har han allerede vundet stor respekt blandt især de mange palæstinensiske fanger for at sidde inde for støtte til PFLP. I cellen hænger det tørklæde han fik af den palæstinensiske befrielsesbevægelse, og sidste uge fik han en hilsen fra selveste Leila Khaled.
LÆS ARTIKEL: "PFLP-legende skriver til dansk politisk fange"
– Vi er 15 stykker på afdelingen, og de passer godt på mig, kan I tro. Vi laver mad sammen og jeg kan ikke gå uden for en dør uden at de holder øje med, at jeg ikke snubler.
Kampen skal styrkes
Hver søndag skiftes kommunistiske partier, solidaritetsorganisationer og faglige klubber til at holde fanevagt foran fængslet.
Det skaber begejstring bag hegnet.
– Sidst fulgte 12-15 fanger med op til hegnet, og jeg tør ikke spå om, hvor mange vi bliver næste gang, siger han, med en formaning til de næste søndage:
– Sørg for at få det palæstinensiske flag frem forrest, så vi kan se det herinde fra. Det betyder utrolig meget. Sidst sagde en ung fyr til mig, at det helt havde ændret hans opfattelse af danskerne: Han har aldrig mødt den form for solidaritet i det Danmark han har færdedes i.
Sidst fulgte 12-15 fanger med op til hegnet, og jeg tør ikke spå om, hvor mange vi bliver næste gang.
På trods af det gode forhold til de andre indsatte er det med Antons ord »ikke nogen sommerlejr« at sidde i fængsel.
– Men det er der jo så mange, der har gjort før mig. To måneder er til at overse. Det var værre, hvis man ikke vidste, hvordan det endte – som dengang min far sad her.
Men er kampen så fængselsopholdet værd?
– Hvis vi bruger situationen til at styrke kampen for demokratiet er det det hele værd. Der skal ske noget andet, når det her er overstået og de næste skridt i kampen skal mobilisere en langt bredere kreds. Det er det, mine breve her inde fra handler om, understreger Anton Nielsen.
LÆS ARTIKEL: "Hilsen fra Horserød I"
Efter halvanden times besøg er vi tilbage ved det vindomsuste busskur med tre timers hjemtur foran os.
– Det er klart, at det er hårdt for os begge. Efter Antons afsoning startede, kunne jeg pludselig mærke, hvor meget hele sagen har presset os. Og Anton er begyndt at ryge igen efter ti år, fortæller Inger.
– Men det skal nok gå. Kortene og solidariteten fra kammeraterne betyder meget for at holde modet oppe, og vi vidste jo hvad vi risikerede, da sagen startede.
– Så længe det bliver brugt til at løfte kampen og ikke bare løber ud i sandet. At det har været forgæves – det tror jeg er det, Anton er aller mest bange for.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via
87278
på Twitter
