Hvis sandheden skal frem om CIA’s torturfly i Grønland, skal det være muligt at afhøre folk der ligger inde med vigtigt viden, mener Enhedslisten

Det bliver ikke muligt at afhøre folk med vigtig viden om CIA’s fangetransporter i den undersøgelse af CIA’s flyvninger over Grønland, som regeringen onsdag lovede at iværksætte.
Derfor kræver Enhedslisten nu, at den anden undersøgelse, som regeringen har lovet – om krigene i Irak og Afghanistan – giver mulighed for at foretage afhøringer om CIA-flyene.
– Hvis vi skal have nyt frem i sagen, er det helt afgørende at kunne afhøre centrale folk i den danske og USA’s administration – eksempelvis politikere, embedsfolk, ambassadører og efterretningsfolk. Ellers bliver det jo bare en gentagelse af de kilder, vi allerede kender, siger Enhedslistens folketingsmedlem Frank Aaen til Arbejderen.
Han var med til at afsløre CIA’s brug af Grønlands luftrum og landingspladser på vej til og fra hemmelige fængsler i torturlande med terrormistænkte fanger, og har stillet stribevis af spørgsmål til den tidligere regering om sagen.
Det glæder Frank Aaen at den nye regering – trods tidligere udmeldinger – onsdag indgik en aftale med det grønlandske selvstyre om at undersøge torturflyenes mellemlandinger i Grønland.
Men problemet med de manglende muligheder for afhøringer er ikke det eneste, der halter i CIA-fly undersøgelsen, påpeger Frank Aaen:Undersøgelsen må heller ikke skade forholdet til andre lande.
– Sådan en klausul sætter jo også sine begrænsninger. Det er lidt svært at lave en tilbundsgående undersøgelse og stille spørgsmål, uden at komme til at genere USA. Det var jo USA, der stod for transporterne. Så det er dem, der skal afhøres, hvis vi skal finde ud af, hvad der er foregået. Derfor skal vi holde fast i, at de ulovlige fangetransporter også kommer til at indgå i den større undersøgelse af krigene i Irak og Afghanistan, siger han.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via

87278