21 Jan 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

Kickstart for 18,7 milliarder

Kickstart for 18,7 milliarder

Fredag, 04. november, 2011, 10:58:26

Regeringen luger i sit finanslovsoplæg ud i VKO’s værste nedskæringstidsler og sætter 18,7 milliarder kroner af til kickstart af økonomien i 2012-13.

– Denne her regering har ikke noget skattestop, fastslog finansminister Bjarne Corydon (S), da han fremlagde regeringens finanslov i går. Ikke alle elementer i regeringsgrundlaget bliver dog opfyldt i denne omgang, erkendte finansministeren.
Aage Christensen

Regeringen vil fremrykke og igangsætte offentlige investeringer for 10,7 milliarder kroner i 2012 og for otte milliarder kroner i 2013.

Det fremgår af regeringens udspil til finanslov for 2012, som finansminister Bjarne Corydon (S) fremlagde i går.

– Denne her regering har ikke noget skattestop, fastslog finansministeren.

Ialt øger regeringen indtægterne fra skatter og afgifter med godt fem milliarder kroner. Pengene bruges til at finansiere kickstarten, samt til at afskaffe nogle af de værste tidsler fra VKO-regeringens tid:

Fattigdomsydelserne, loftet over børnechecken, brugerbetalingen for suppleringskurser for studerende, SU-besparelser og nedskæringer på tilskud til efterskole-ophold vil være fortid fra 1. januar 2012.

Ikke alle elementer i regeringsgrundlaget bliver dog opfyldt i denne omgang, erkendte Bjarne Corydon. For eksempel bliver der ikke noget af den lovede praktikplads-garanti for unge på erhvervsuddannelser. Varighedsbegrænsningen på sygedagpenge bliver heller ikke afskaffet med finanslovsoplægget.

– Men regeringen har kun siddet i en måned. Vi har fire år tilbage. Dette her er et enormt skridt fremad i opfyldelsen af vores mål, lød det fra finansministeren.

Finanslovsoplægget bliver fremlagt på baggrund af nye dystre tal for samfundsøkonomien, som sandsynligvis alene vil forringe de offentlige finanser med 10 milliarder kroner mere end forudset i august. Derved kommer underskuddet i statskassen op på 95 milliarder kroner i 2012. Finanslovsoplægget vil lægge yderligere en milliard til underskuddet. Men ellers er det finansieret krone for krone, understregee finansministeren.

Regeringen regner med at arbejdsløsheden vil toppe med 167.000 bruttoarbejdsløse i 2012.

– Men hvis det går rigtig galt, er vores værste scenarie, at bruttoledigheden vil fortsætte med at stige og nå op på 188.000 til næste år. Vores bedste bud er dog, at det vender i midten af 2012, sagde Bjarne Corydon.

Finanslovsoplægget får en positiv modtagelse i fagbevægelsen, der især glæder sig over de fremrykkede offentlige investeringer, som vil give arbejde til en del af de arbejdsløse medlemmer.

3F’s forbundsformand Poul Erik Skov Christensen efterlyser dog konkrete initiativer til at modvirke social dumping, og havde gerne set, at VK-regeringens prisloft over selvvalgte AMU-kurser blev fjernet.

Og så efterlyser 3F’s formand også nogel konsekvensberegninger over, hvad de ny udgifter og indtægter på finanslovsoplægget vil betyde for en almindelig arbejderfamilie.

– Regeringen lægger i sit politiske grundlag vægt på at sikre en rimelig social balance. Derfor bør den også vise de sociale konsekvenser af større udspil, som næste års finanslov er, siger Poul Erik Skov Christensen.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


04. nov. 2011 - 10:58   03. sep. 2012 - 12:37

Indland