21 Jan 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

Pædagoger vil presse regeringen

Pædagoger vil presse regeringen

Fredag, 11. november, 2011, 15:33:31

Pædagoger, medhjælpere, forældre og studerende laver fælles aktion på tirsdag for at få 3000 flere voksne i børnehaver, vuggestuer og SFO’er.

At være alene med over 20 af den her slags krudtugler. Det oplever mange pædagoger hver eneste dag. Nu skal det være slut, mener de pædagogiske fagforeninger og forældrene.
JAC

3000 flere pædagoger og medhjælpere i vuggestuer, børnehaver og fritidsordninger allerede fra næste år.

Sådan lyder kravet fra fagforbundene FOA og BUPL. Sammen med Københavns Forældreorganisation, de pædagogstuderende, Landsforeningen for Socialpædagoer og BUPL Hovedstaden gennemfører de to forbund en happening på tirsdag på Christiansborg Slotsplads.

– Regeringen og Enhedslisten må sikre, at det kommer med i finansloven, at der skal være flere hænder på børneområdet allerede næste år. Derudover må de forpligte sig til at lave regler om minimumsnormeringer på et senere tidspunkt, siger Jakob Sølvhøj, formand for FOA’s pædagogiske sektor, til Arbejderen.

Han henviser til, at både S, SF, Radikale og Enhedslisten i løbet af valgkampen erklærede sig parat til at indføre minimumsnormeringer, og at Radikale og Enhedslisten offentligt har sagt, at der er brug for 3000 flere ansatte i daginstitutionerne.

I løbet af det sidste år er der blevet omkring 3500 færre ansatte i vuggestuer, børnehaver og fritidsordninger. Derudover er der også forsvundet 1300 dagplejerjob. Det viser nye tal for Arbejderbevægelsens Erhvervsråd.
En del af nedskæringerne kan forklares med et mindre antal børn, men det er kun en lille del, understreger Jakob Sølvhøj.

Kommunalordfører Simon Kollerup fra Socialdemokraterne forklarer i Arbejderen onsdag, at regeringen prioriterer velfærd højt, men at der ikke kan bruges flere penge til velfærd, før det går bedre med dansk økonomi. Er vi ikke nødt til at vente på det?

– Det mener jeg ikke. Ligesom regeringen laver en kickstart omkring anlægsarbejder, kan de lave en kickstart på børneområdet. På langt sigt vil investeringerne i bedre daginstitutioner kunne betale sig. En tidlig og god indsats i daginstitutionerne danner baggrund for at flere unge vil blive i stand til at gennemføre en uddannelse, og det vil mindske udgifterne til særlig støtte senere hen, siger Jakob Sølvhøj.

Børneordførerne fra Radikale, SF, Socialdemokraterne og Enhedslisten er inviteret til at deltage i happeningen på tirsdag og fortælle om deres syn på kravet om 3000 flere ansatte og minimumsnormeringer i daginstitutionerne. Udover talerne vil der være musik og 3000 balloner vil blive sendt til vejrs. Arrangørerne opfordrer forældre til at møde op med deres børn.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


11. nov. 2011 - 15:33   03. sep. 2012 - 12:37

Indland