21 Jan 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

Soldater skal fortsat udlevere fanger

Soldater skal fortsat udlevere fanger

Fredag, 11. november, 2011, 11:16:40

Danske soldater skal fortsat aflevere deres fanger hos afghansk politi, selvom FNhar dokumenteret udbredt tortur og mishandling i fængslerne.

Danske soldater skal fortsat udlevere fanger til afghansk politi. Det slog forsvarsminister, Nick Hækkerup (S) fast på et samråd i går i Forsvarsudvalget.

– Vi ændrer ikke på forholdene i Afghanistan ved at skabe et paralelsystem, hvor det internationale samfund driver egne retsinstanser og fængsler af vestlig standard, sagde ministeren.

– Vi skal gøre afghanerne i stand til at tage vare for deres eget samfund. Vi skal være med til at opbygge et afghansk samfund. Det er ikke nemt. Det er ikke noget der bare kører. Men det er den vej, det internationale samfund har besluttet at gå.

Det var Enhedslistens forsvarsordfører, Nikolaj Villumsen, der havde indkaldt ministeren i samråd.

Det skete efter at FN’s mission i Afghanistan (UNAMA) i sidste måned offentliggjorde en rapport om omfattende tortur i de afghanske fængsler – inklusive i Helmand-provinsen, hvor de danske styrker er indsat. FN har interviewet 379 fanger i 47 fængsler i 22 af landets provinser i perioden oktober 2010 til august 2011. Næsten halvdelen af de interviewede har været udsat for tortur i forbindelse med afhøringer, konkluderer FN.

– Jeg er tilfreds med, at den afghanske regering har meldt ud, at de vil følge op de anbefalinger, som FN-rapporten kommer med. Og jeg hæfter mig ved at brugen af tortur ikke er et udslag af en politik, besluttet af den øverste ledelse i Afghanistan. Og forbuddet mod tortur er indskrevet i den afghanske forfatning, fortalte forsvarsministeren.

Forsvarsministeren henviste til, at Danmark har underskrevet en fange-overdragelsesaftale med Afghanistan.

Danske soldater har siden 2006 overdraget syv fanger til de afghanske myndigheder.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


11. nov. 2011 - 11:16   03. sep. 2012 - 12:37

Indland