Psykiatrien får et løft med satspuljeaftalen, men Lægeforeningen mener ikke, at det er tilstrækkeligt.
Psykiatrien får 830 millioner kroner ekstra i løbet af de næste fire år. Det er en konsekvens af aftalen om satspuljen på sundhedsområdet.
Det er godt, men langtfra nok, mener Lægeforeningen.
– Vi mangler beløb i en helt anden kategori, hvis der skal rettes op på mange års efterslæb. Det understreger, at psykiatrien bør sikres samme faste finansiering som resten af sundhedsvæsenet, siger Mads Koch Hansen, formand for Lægeforeningen.
Han er skuffet over, at beløbet kun ligger en lille smule over hvad den tidligere regering havde afsat i sit forslag til finanslov.
Fra lægerne lyder der en kraftig opfordring til, at den nye regering nu sætter gang i arbejdet med at lave en national handlingsplan for psykiatrien, som den har lovet i regeringsgrundlaget.
Formanden for Dansk Sygeplejeråd, Grete Christensen, glæder sig over de ekstra penge til psykiatrien, men understreger samtidig, at det kun er starten på et langt sejt træk for at få optimale vilkår i psykiatrien.
– Psykisk syge har længe været en stærkt underprioriteret patientgruppe. Det er ikke noget, der bare forsvinder med et snuptag, siger sygeplejerskernes formand.
Formanden for Folketingets socialudvalg, Özlem Cekic, har gennem årene været en skarp kritiker af, at en væsentlig del af psykiatrien finansieres af midlertidige bevillinger fra satspuljen i stedet for at være på finansloven.
Hun glæde sig derfor over, at 530 af de 830 millioner kroner til psykiatrien fremover vil være faste bevillinger på finansloven.
– Næste år håber jeg, at vi kan sætte flere initiativer i gang via finansloven. Men aftalen her er et fornuftigt første skridt hen imod den ligestilling mellem psykiske og fysiske lidelser, som vi har lovet i regeringsgrundlaget, mener Özlem Cekic.
Hun glæder sig især over, at alle med en let eller moderat depression fremover vil kunne få tilskud til psykologbehandling. I dag må alle over 37 år selv betale hele regningen.
En del af pengene i aftalen skal gå til flere psykiatriske sengepladser. Partierne bag aftalen erkender, at der er blevet nedlagt for mange psykiatriske sengepladser. I 1980 var der 8000 psykiatriske sengepladser. I dag er der omkring 2500 på landsplan.
Til næste år er der afsat 20 millioner kroner til flere sengepladser, de følgende tre år er det 40 millioner om året. Regionerne skal søge om pengene, hvis de vil etablere flere sengepladser.
Arbejderen har forsøgt at få en vurdering fra psykiatrien i Region Hovedstaden på hvor mange sengepladser, de ekstra penge vil række til. Det er umuligt at sige på det nuværende grundlag, lyder svaret.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via
87278