Der er sket en voldsom ændring i opfattelsen af handicappede, fortæller scleroseramte Birgitte Lindahl.

Birgitte Lindahl er i dag afhængig af en kørestol. Men sygdommen forhindrer hende ikke i at være aktiv i frivilligt arbejde i blandt andet Scleroseforeningen.

Aage Christensen

– Holdningen har ændret sig, fra at vi er nogle, som det er synd for, til at vi er nogle, som skal tage sig lidt sammen, konstaterer Birgitte Lindahl.

Hun fik konstateret sclerose for 33 år siden, og har på sin egen krop oplevet den forandring, der er sket i dansk socialpolitik gennem den seneste årrække.

– I slutningen af 70’erne, hvor jeg blev syg, var der også en form for krise, men vi blev slet ikke udsat for det samme som i dag. Jeg har ondt af de unge scleroseramte. De har et hårdt liv, sådan som systemet fungerer nu, siger Birgitte Lindahl til Arbejderen.

Hun er en af de brugere, som deltager i den socialpolitiske høring. Som aktiv i Scleroseforeningen vil Birgitte Lindahl gerne opdatere sin viden om udviklingen på det socialpolitiske område og deltage i debatten om, hvordan det kan gøres bedre.

Det er især i forhold til at få tilkendt førtidspension og med at få de nødvendige hjælpemidler, at de scleroseramte oplever forandringerne på det sociale område. Og så er den generelle tone overfor handicappede blevet mere rå.

– Da jeg var ung og blev syg, var holdningen, at det var synd for mig. Det var en grundfæstet holdning, at vi ikke selv kunne gøre for sygdommen og havde krav på hjælp. Nu hører jeg fra andre scleroseramte, at de får kommentarer om hvilken stor byrde, de er for samfundet, fortæller Birgitte Lindahl.

– Omkring tildelingen af hjælpemidler er et fundamentalt princip blevet brudt. Nemlig at vi har krav på hjælpemidler, som kompenserer for vores handicap. I dag bliver hjælpemidler betragtet som luksus, det er langt ude, erklærer Birgitte Lindahl.

Hun har netop måtte kæmpe i syv måneder for at få en badeskammel, som er helt nødvendig for hende, når hun skal i bad.

– I dag bliver mange hjælpemidler betegnet som forbrugsgoder, og så skal vi pludselig selv betale det hele eller en stor del af beløbet selv, siger Birgitte Lindahl.

Det gælder blandt andet elektriske kørestole, handicapcykler og handicapvenlige køkkenredskaber.

En stor forandring i løbet af de sidste årtier er, at det er blevet langt sværere at få en førtidspension.

Birgitte Lindahl er enig i, at syge og handicappede så længe som muligt skal bevare tilknytning til arbejdsmarkedet. Selv måtte hun gå på pension som 33-årig efter få år forinden at have uddannet sig til bibliotekar.

– Det var frygteligt. Jeg havde en alvorlig krise. Jeg ville godt have haft hjælp til at kunne blive længere på arbejdsmarkedet, men dengang eksisterede fleksjobordningen ikke, understreger Birgitte Lindahl.

– Problemet i dag er, at der ikke er ret mange fleksjob. Det er meget svært at få et, tilføjer hun.

Derfor ender en del i et tomrum uden at kunne få hverken pension eller arbejde.

Birgitte Lindahl sætter nu sit håb til, at den nye regering vil sætte en ny og bedre socialpolitik på dagsordenen, som sikrer værdige forhold for syge og handicappede.