Et tilbageblik på socialpolitikken fra de triste 50’ere over 70’erne, hvor næste alt kunne lade sig gøre, til nutidens kontrolsamfund.
af Hanne Reintoft
Når vi i dag taler om, at der er brug for en ny socialpolitik, kan det være en ide at se tilbage på den udvikling på godt og ondt, der er sket i socialpolitikken gennem de sidste 60 års tid.
De triste efterkrigsår i 1950’erne var præget af en kolossal fattigdom. Dem, der ikke kunne klare sig selv, fik lidt socialhjælp, men så mistede de også valgretten.
I 50’erne var der stor arbejdsløshed og masser af slum. Bolignøden var forfærdelig. Kvinderne gik hjemme og havde intet at skulle have sagt. Mange fik fjerde barn, inden de blev 23 år. Jeg husker endnu lugten af blekogning, kulstøv og kål i faldefærdige ejendomme. Halvdelen af lejlighederne var på 1-2 værelser.
Det sociale arbejde blev i høj grad udført af hel- eller halvstatslige organisationer. De store statslige institutioner fungerede dårligt. I åndssvageforsorgen var der ganske forskrækkelige forhold.
Det samme gjaldt forholdene på sindssygehospitalerne. Den blå bil kom og hentede de psykisk syge og kørte dem til Sct. Hans. I dag bliver patienterne udskrevet for tidligt, den gang kunne de risikere aldrig at komme hjem igen.
Jeg kom til at arbejde i den offentlige institution Mødrehjælpen, som var blevet oprettet i 1939 efter anbefaling fra befolkningskommissionen, som frygtede det lave fødselstal.
Mødrehjælpen var i høj grad opfostringssted for datidens unge socialrådgivere. Vi var unge kvinder der i modsætning til vores mødre ville være på arbejdsmarkedet, og vi følte vel alle, at vi var med i noget stort, noget der skulle opbygges, og som der skulle kæmpes for.
I Mødrehjælpen havde vi mulighed for at lave socialt arbejde. Arbejdsforholdene var gode. Vi blev mødt med tillid. Det lå i luften, at vi alle sammen gjorde vores bedste. Det var ikke noget der blev kontrolleret.
Det var forfærdeligt at give afslag på abort til overbelastede kvinder med mange børn, som boede i små, dårlige lejligheder. Abortloven fra 1956 var ikke sjov at administrere. Det var svært at få tilladelse til abort af sociale grunde.
Der opstod en slags civil ulydighed. Fra gulvet voksede en modstand mod en uretfærdig og kvindeundertrykkende lovgivning frem. Vi fandt vores metoder til at omgå lovgivningen. Den metode anbefales til efterfølgning af dagens socialrådgivere.
Nye toner i 60’erne
De grå 50’ere blev til 60’ere med nye toner. En bygning var ved at blive rejst: Den danske velfærdsstat.
Vi fik velfungerende revalideringscentre. Det lykkedes både at rehabilitere, at uddanne og at placere syge og skadesramte mennesker på arbejdsmarkedet i takt med den faldende arbejdsløshed.
Vi så også en svag opstigning – en udveksling mellem socialgrupperne. Arbejderbørnene kom i beskedent omfang med.
I datidens revalideringscentre løftede vi mennesker opad. I dagens jobcentre sænker man dem ned. For eksempel kan en revisor få job som omstillingsdame, og en lærer kan blive kassedame. Det sker i en tid, hvor der stadig råbes højt om uddannelsernes vigtighed. Vi er nede på at revalidere 5000 mennesker på årsplan. Hvorfor gør politikerne ikke noget?
Den største revolution i 60’erne var, at kvinderne kom ud på arbejdsmarkedet.
Der kom daginstitutioner, plejehjem og hjemmepleje – det var nødvendigt for at frigøre den kvindelige arbejdskraft. Før passede man selv sine gamle, eller de led nød.
I 1700-tallet havde man ridefogeder til at disciplinere arbejdskraften. Når man observerer tonen på mange jobcentre i dag, er tiden til at spørge, om nutiden også har ridefogeder.
Den kvindelige arbejdskraft kunne i høj grad bruges i den offentlige sektor, i ældre- og børnepleje. Her grundlagde vi den kvindelige underbetaling i sektoren, da kvindeløn stadig blev regnet som et supplement til forsørgerens indtægt.
I 1960’erne blev direktoratet for Børne og ungdomsforsorg moderniseret, der blev ansat socialrådgivere og psykologer. Og i 1964 fik vi den bedste børneforsorgslov, vi har haft. Blandt andet kom der familierådgivninger af ganske høj kvalitet.
Alligevel skal vi huske, at vi også i disse år havde religionen eller rettere kristendommen at slås med. Guds ord blev tævet ind i mange børn, som vi hører om nu med Godhavn drengene. Indre Mission sad også mange steder hårdt på ældreplejen.
Disse års grundlæggende samfundsovertagelse af mange funktioner kom jo også i høj grad erhvervslivet til gode ved at frigøre arbejdskraften og sørge for at rehabilitere og helbrede den, når det var nødvendigt.
Et enigt folketing nedsatte en socialreformkommission. Enigheden bundede næppe i stor social forståelse hos de mere højreorienterede. Men datidens erhvervsliv var interesseret netop i socialpolitikkens bidrag til – i højkonjunktur – at skaffe arbejdskraft.
Dette behov er med lavkonjunktur, outsourcing og andre globale tiltag blevet langt mindre væsentlig. Erhvervslivet ønsker i dag en socialpolitik, der først og fremmest disciplinerer arbejdskraften, så angsten for nedsynkning i de offentligt forsørgedes triste rækker bliver så stor, at man retter ind og stort set finder sig i alt. Der er blevet stille på vore arbejdspladser.
Et unikt årti
Men tilbage til sidst i 60’erne, hvor der blev tænkt store tanker om velfærdssamfundets endelig udbygning. Det blev let at være socialarbejder. Arbejdet var respekteret, de sociale ydelser kunne udløses, når der var behov. Pensioner, hjælpemidler – det meste kunne lade sig gøre. Det gjaldt som nævnt også den gode revalidering.
Den sociale forskning blev udbygget med Socialforskningsinstituttet og fremlagde væsentlig dokumentation for nødvendigheden af anstændighedens politik. Vi fik lært, at mennesker ikke må sænkes ned i ubodelig fattigdom, hvis deres arbejdsevne skal aktiveres eller genopbygges. Det har i hvert fald Venstre siden glemt.
Vi fik så lovgivningen i starten af 70’erne. Sygedagpenge til man var rask, revalideret eller pensioneret.
Bistandslov med et kontanthjælpsniveau, der ikke skabte reel fattigdom. Forbedret arbejdsløshedsunderstøttelse , der dengang var en nogenlunde reel kompensation for indtægtstab.
Vi fik de store sociale supermarkeder, men med udtynding af ekspertisen fra for eksempel mødrehjælpsinstitutionerne. Særforsorgen blev decentraliseret og overladt til de daværende amter, hvor megen af den hidtidige ekspertise var placeret.
Helhedssynet var den bærende ide, men det kunne være vanskeligt at gennemføre, da den enkelte socialarbejder ikke kunne magte alle specialer. Der kom en vis uheldig form for generalisering.
Men vi fik noget, der var nyt og ukendt. I et enkelt årti i 1970’erne blev der ikke længere set ned på de, der ikke kunne sørge for sig og sine.
Så går det galt
1980’erne begyndte det at gå galt. Vi oplevede den frygtelige massearbejdsløshed med flere generationer unge, hvor en stor del hverken fik arbejde eller uddannelse. Resterne af disse grupper udgør i dag en tung del af kontanthjælpsklientellet. De fik aldrig arbejdspladserfaring endsige lønmodtagerbevidsthed.
Stort set blev de også svigtede af fagbevægelsen, der uden det store sværdslag accepterede, at udgiften til fagforening og a-kasse blev fjernet som et særligt tillæg til kontanthjælpen.
Selv om datidens ældre generationer burde have kunnet huske 1930’ernes arbejdsløshedsplage, begyndte folk igen at sladre om, at de arbejdsløse intet gad bestille. Med den tilbagetrækning og isolation som fordom altid udløser.
I 1990’erne fik vi en SR-regering. Lavkonjunkturen klingede af, og samfundsøkonomien blev genoprettet. Men der blev skåret kraftigt i de sociale budgetter – med cirka 30 milliarder kroner.
Den ændrede menneskeholdning slog også igennem i disse år. Sygedagpenge blev i stadig højere grad tidsbestemt, kontrollen med de sygemeldte tiltog. Aktiveringen indfandt sig med det positive formål at genskabe arbejdsevnen hos de forsørgede, men også iklædt en stadig betydeligere mistænkeliggørelse.
Der blev lagt mere og mere vægt på frivilligt socialt arbejde og fagligt var der hidsige diskussioner her om. Nye alternative institutioner begyndte at se dagens lys. Men egentlig nytænkning var det småt med, og udfordringerne fik lov at ligge.
Piskens årti
Og så kom vi ind i det årti, som vi lige har forladt og alle kender til.
Pisk og atter pisk. Fattigdomsydelser og fikse ideer om, at alle bare er ude på noget og ikke gider bestille noget. Anfægtelse af det universelle nordiske princip, der har medført helt andre former for velfærdstænkning end i lande, der stadig betjener sig af almisseprincipperne.
Universaliteten medfører altid en fare for mellemlagenes misbrug, men må være at foretrække og nødvendig at fastholde.
Vi har set en konsekvent linje, der skal disciplinere arbejdskraften, nedbryde organiseringen af denne antagelig med den skjulte dagsorden, at arbejdsmarkedet igen skal blive anarkistisk og lønfastsættelsen individuel og elendighedsbaseret.
Vi har siden 1870’erne bygget vor modernitet op på datidens store bevægelser – store fællesskaber. Fra politiske partier over andelsbevægelse og arbejderbevægelse. Det er under nedbrydning nu. Fællesskabet blev under en pseudoværdidebat anfægtet og forsøgt splittet med påberåbelse af indivualismen som det højere mål.
Lønkompensationen ved ledighed blev så lav, at private forsikringer blev en løsning for mange. Det samme er sket i sundhedssektoren med forsikringer og adgang til privat behandling.
Erhvervslivet ønsker i dag en socialpolitik, der først og fremmest disciplinerer arbejdskraften, så angsten for nedsynkning i de offentligt forsørgedes triste rækker bliver så stor, at man retter ind og stort set finder sig i alt.
Disciplineringen blev drevet så vidt, at vore alvorligt syge medmennesker udsættes for en behandling, der føjer psykiske problemer til de primære lidelser.
Standsning af sygedagpenge blev et brutalt – og ofte ulovligt – våben i hårdhændede sagsbehandleres hænder. I 70’erne kæmpede vi for at komme af med forsørgerbegrebet. Nu ser vi i journaler, at syge overlades til ægtefælleforsørgelse. Jamen piger, skal vi finde os i det? I det land i Europa, der har flest både mænd og kvinder på arbejdsmarkedet.
Nutidens ridefogeder
I historikeren Peter Henningsens afhandling »I sansernes vold« beskrives, hvorledes 1700-tallets borgere, adel og gejstlighed talte om fæstebønderne, der var dovne, fordrukne og dorske.
Da hoveri og fæste blev afskaffet, viste det sig hurtigt, at det var de ikke. De var i stand til at organisere sig i et stort parti, der kæmpede for og gennemførte parlamentarismen.
Men måden, 1700-talsfolket talte om dem på, minder – med nutids ordvalg – om Hjort Frederiksen og Støjbergs omtale af de offentligt forsørgede. »Noget for noget«, skriger man til de, der aldrig har fået noget som helst.
I 1700-tallet havde man ridefogeder til at disciplinere arbejdskraften. Når man observerer tonen på mange jobcentre i dag, er tiden til at spørge, om nutiden også har ridefogeder. Lovgivning kan løse nogle af disse problemer, men det løser ikke holdningsproblemet. Det er meget vigtigt, at vi forstår og diskuterer dette.
Den manglende solidaritet og foragten for de, der har behov for hjælp, breder sig nu også til de allermest sårbare.
Om end FN’s handicapkonvention er ratificeret, er der opløsningstendenser i vor ellers så fine handicapholdning – at samfundet kompenserer for handicappet. I dag bliver der råbt efter handicappede på gaden, om hvor dyrt de koster samfundet.
Og selvfølgelig rammes de allermest sårbare også – vore svageste ældre. Jeg har været på mange plejehjem. Der er helt klart for få ansatte, men problemet er ikke alene løst ved ansættelse af flere mere eller mindre varme hænder. Uddannelse, ordentlig løn og respekt er en forudsætning, hvis det skal løses. Men også her er der behov for en kraftig holdningsændring.
Lykkes det ikke, vil vi også her se udvikling af private institutioner for de formuende og dannede, mens fattiggårdenes spøgelse dukker op for de sølle og fattige.
Det kan forekomme utroligt, at en så dybtgående samfundsforandring har kunnet komme så hurtigt. Det haster, hvis kultur, menneskerettigheder og værdighed skal generobres.
Som i 50’erne er det ikke tid til jammer, det er tid til at knokle, så vi kan få gjort det her bedre.
Ovenstående er en bearbejdet version af Hanne Reintofts indlæg på høringen »Den gode socialpolitik«. Høringen foregik i København den 15. og 16. november.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via
87278
på Twitter
