Antallet af hjemløse mellem 18 og 25 år er de sidste to år steget fra 633 til 1002. Rådet for Socialt Udsatte kræver handling.
Det er aldrig til helt at vide, hvor du skal sove næste nat. Det kan være på sofaen hos faster, på gulvet hos en ven eller på et herberg.
Sådan er hverdagen for de 1002 unge under 25 år, som er hjemløse. Hver femte af alle landets hjemløse er nu under 25 år.
Antallet af helt unge hjemløse er steget de sidste to år. I 2009 var der 633 hjemløse under mellem 18 og 24 år. Det fremgår af SFI’s tredje hjemløsemåling, som blev offentliggjort i sidste uge.
– Det er beskæmmende, at hver femte hjemløs er et ungt menneske mellem 18 og 24 år, siger Jann Sjursen, formand for Rådet for Socialt Udsatte.
Han peger på den særligt lave kontanthjælpssats for unge under 25 år som en af årsagerne til, at mange af de her unge bliver sat ud af deres bolig.
Kontanthjælpen for udeboende unge under 25 år er på 6472 kroner før skat.Efter et halvt år bliver beløbet sat ned til 5486 kroner.
– Vi taler om en fattigdomsydelse, der til stadighed medfører eksklusion af samfundet. Det er ikke godt nok, konstaterer Jann Sjursen.
Den lave ungeydelser er ikke med på listen over de fattigdomssatser, som regeringen nu afskaffer.
Jann Sjursen peger også på manglen på billige ungdomsboliger og kommunale nedskæringer på socialområdet som årsager til den stigende hjemløshed blandt unge. Han kritiserer, at kommunerne i stor stil forsømmer at lave handleplaner for hjemløse.
Næsten halvdelen af de unge hjemløse hutler sig igennem ved at overnatte hos familie, venner og bekendte.
Undersøgelsen ser også på årsagerne til hjemløshed. Af samtlige 5290 hjemløse i Danmark siger omkring en tredjedel, at misbrug er årsag til deres hjemløshed. En anden tredjedel peger på psykisk sygdom. Og en tredjedel mener, at økonomiske problemer er den væsentligste årsag til hjemløsheden.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via
87278