Ø kritiserer Villy Søvndal for halehængspolitik efter at udenrigsministeren i går lovede flere soldater til USA’s krige.
Villy Søvndal (SF) burde have benyttet sit besøg i USA til at sige fra overfor de konstante krav at stille danske soldater og bombefly til tjeneste i USA’s krige – i stedet for at love dansk militær til rådighed for nye krige.
Sådan lyder kritikken fra støttepartiet Enhedslisten efter udenrigsministerens besøg i USA torsdag.
– Det er trist, at udenrigsministeren ikke bruger situationen til at gøre det klart, at Danmark har fået en ny regering og derfor også en ny politik, som ikke længere går ud på at være halehæng til USA siger forsvarsordfører Nikolaj Villumsen til Arbejderen.
Hans reaktion kommer efter at Villy Søvndal under sit besøg lovede, at Danmark er klar at stille dansk militær til rådighed for nye krige sammen med USA.
– Vi kom godt rundt om indsatsen i Afghanistan, omvæltningerne i Mellemøsten, nedrustning og behovet for at fremme den internationale retsorden også i kampen mod terror. Hvis der skulle være behov for det i fremtiden, vil vi deltage igen - også i den hårde ende af en militær operation, sagde Søvndal på pressemødet efter samtalen med USA’s udenrigsminister Hillary Clinton.
Men Søvndal skal ikke regne med at Enhedslisten vil lægge stemmer til nye krige for USA, fastslår Villumsen.
– I ti år har vi haft en regering, der gjort Danmark til USA’s tro væbner. Det har ikke ført andet med sig end ødelæggelser for milliarder og tusindvis af døde soldater og civile, forklarer han.
Enhedslisten mener i stedet, at det gælder om at styrke FN.
– FN er med til at understøtte en international retsorden. USA står for det modsatte, nemlig jungleloven. Og i FN har vi indflydelse og bliver hørt. Det gør vi ikke, når vi bare er halehæng til USA’s krige. Derfor bør Danmark arbejde for at styrke FN, siger Nikolaj Villumsen.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via
87278