Det, som forhindrer kontanthjælpsmodtagere i at få arbejde, er ikke, at de har det for godt økonomisk set. Det skyldes helt andre faktorer, siger professor.
Flere nyankomne flygtninge kom i arbejde efter, at VK-regeringen i 2002 indførte starthjælpen, som betød en indtægtsnedgang på omkring 40 procent for gruppen.
– Hvis vi ser på den gruppe, som ankom lige før starthjælpen blev indført, og den gruppe, som ankom lige efter, så viser det sig, at 30 procent af den første gruppe er i beskæftigelse efter fire år, mens det samme gælder for 42 procent af dem, som kom ind under starthjælpen, siger Marie-Louise Schultz-Nielsen. Hun er seniorforsker i Rockwool Fondens Forskningsenhed og en af oplægsholderne på konferencen om kontanthjælp, som Rådet for Socialt Udsatte arrangerer.
Netop de tal er af VKO blevet brugt som argument for, at starthjælpen har haft den ønskede effekt: At få flere presset ud i arbejde.
Marie-Louise Schultz-Nielsen understreger, at det er en ret kraftig beskæftigelseseffekt, men at starthjælpen samtidig betød, at de 58 procent, som ikke kom i arbejde, nu lever et liv i langvarig fattigdom.
Der kommer flere spørgsmål fra salen om, hvor vidt det er sikkert, at det er den nedsatte ydelse, som har fået de ekstra 12 procent i arbejde.
– Andre ting kan også have påvirket starthjælpseffekten. Vi kan ikke oversætte resultatet til alle perioder, det afhænger selvfølgelig også af, hvordan situationen er på arbejdsmarkedet, svarer seniorforskeren.
Pisk og gulerod
Næsten al forskning på området handler om effekten af at bruge pisk overfor mennesker på overførselsindkomster, oplyser Jørgen Elm Larsen. Han er professor på Sociologisk Institut på Københavns Universitet og beklager, at politikerne ikke med samme nidkærhed har sikret forskning i, hvilken beskæftigelseseffekt der er i at bruge gulerodsmetoden overfor udsatte grupper.
VKO-blokkens argument for at indføre starthjælpen og de andre nedsatte kontanthjælpssatser var, at når folk bliver tilstrækkeligt sultne, skal de nok finde sig et arbejde.
– Men vores undersøgelser peger på, at det i langt højere grad, for mennesker der modtager de laveste ydelser, handler om barrierer for at komme i beskæftigelse end om manglende motivation for at søge og opnå et job, siger Jørgen Elm Larsen. Han peger på, at kun en procent af alle på almindelig kontanthjælp siger, at årsagen til at de ikke er i arbejde er, at det ikke kan betale sig økonomisk.
Modsat siger hele 66 procent, at det er helbredsproblemer, som forhindrer dem i at få arbejde. Hele 77 procent af alle på nedsat kontanthjælp henviser til helbredsproblemer.
– Helbredsproblemer, manglende eller ringe uddannelse og sprogproblemer er de tre altoverskyggende barrierer for, at mennesker på starthjælp eller kontanthjælp kan komme i arbejde, siger Jørgen Elm Larsen.
Ikke en chance
Han understreger, at det er helt i overensstemmelse med disse gruppers faktiske helbredstilstand og uddannelsessituation.
– 54 procent af dem, der får nedsat kontanthjælp, angiver, at de har en dårlig helbredstilstand. Det står i kontrast til de beskæftigede, hvor det samme gælder for to procent, konstaterer Jørgen Elm Larsen.
Mellem 43 og 55 procent af dem, der modtager starthjælp eller kontanthjælp, har ingen form for uddannelse. Det samme gælder kun tre procent af de beskæftigede.
– De her ufaglærte på de laveste sociale ydelser har ikke en kinamands chance for at komme i beskæftigelse i dag, hvor der er mange ressourcestærke ledige, vurderer Jørgen Elm Larsen.
Han slutter med at understrege, at normen om at forsørge sig og sine er stærk i Danmark.
– I en undersøgelse fra 2010 om, hvad der er vigtigst for at være en god medborger, svarer etniske danskere cirka 9 og danskere med indvandrerbaggrund cirka 9,3 på en skala fra 0-10, at det er vigtigt at forsørge selv gennem arbejde for at være en god medborger. Det tyder ikke på en udbredt krævementalitet blandt danskerne.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via
87278
på Twitter
