20 Jan 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

Forsvarer: Stol på politiet

Forsvarer: Stol på politiet

Tirsdag, 20. december, 2011, 11:50:44

Hvis politiet ikke kan læse tanker, må de hellere anholde dig. For en sikkerheds skyld. Det synes at være logikken i kammeradvokatens procedure i COP15-sagen.

– Politiet foretog en vurdering af, hvem der udgjorde sort blok eller lignede sort blok. Vi må stole på, at politiets vurdering var den rigtige, siger politiets forsvarer, kammeradvokat Sune Fugleholm.

Politiet gjorde deres bedste, da de foretog danmarkshistoriens største masseanholdelse på Amagerbrogade den 12. december 2009 midt under COP15-klimatopmødet i København.

Og retten må stole på, at politiet gjorde det rigtige.

Sådan argumenterede politiets forsvarer, kammeradvokat, Sune Fugleholm, da Østre Landsret i går tog hul på næstsidste dag i COP15-ankesagen. Sagen skal afgøre, om politiet skal udbetale erstatninger til 250 af de masseanholdte, som blev frihedsberøvet under klimatopmødet. Ingen af de 250 er efterfølgende er blevet sigtet for at have begået noget strafbart og de har derfor lagt sag an mod politiet for uberettiget anholdelse.

Kammeradvokaten mener ikke, at de masseanholdte har ret til erstatning.

– Der er umuligt at finde ud af, hvem der kastede med sten. Men politiet vurderede,  at gruppen risikerede at være til fare for forretninger, politi og demonstranter. Derfor foretog de knibtangsmanøvren på Amagerbrogade den 12. december, forklarer Sune Fugleholm til Arbejderen.

Han uddyber:

– Politiet foretog en vurdering af, hvem der udgjorde sort blok eller lignede sort blok. Politiet gjorde deres bedste. Vi må stole på, at politiets vurdering var den rigtige. Man kan altid diskutere, om politiet kun fik halvdelen af ballademagerne med eller en tredjedel. Det er ikke så interessant. Vores pointe er, at gruppen var til fare for den offentlige ro og orden.

Ret til at demonstrere

Men det argument køber advokaterne for de 250 masseanholdte ikke:

– Kammeradvokaten forsøger at stemple en hel gruppe som ballademagere. Vi kræver, at der bliver fremlagt bevis mod den enkelte. Det er enormt vigtigt. Især i forhold til den store demonstration den 12. december. Den enkelte har ret til at ytre sig og demonstrere. Hvis der bliver grebet ind i den ret, er det mindste, vi har ret til, at få at vide hvorfor. Problemet er jo netop, at det er fuldstændig umuligt at se på folk, om de vil lave ballade, konstaterer Hanne Reumert.

Hun er advokat for 104 af de masseanholdte, der kræver erstatning. Hendes kollega håber på, at Østre Landsret i sin kendelse vil sende et klart signal til politiet:

– Retten skal sætte en grænse for, hvornår politiet kan afbryde en lovlig demonstration og rent administrativt tilbageholde deltagerne. Det virker som om politiet tror, at lømmelpakken giver dem frie rammer. Menvi har altså en grundlov, der giver folk ret til at demonstrere. Det håber jeg Landsretten vil slå fast, siger advokat Christian Dahlager til Arbejderen.

Journalist anholdt

Også den 16. december foretog politiet masseanholdelser, her iblandt en samarit og en radiojournalist. Radiojournalisten var taget til Bella Centret den 16. december for at dække folketopmødet, hvor aktivister skulle mødes med delegerede fra topmødet udenfor Bella Centret.

– Radiorapporteren vandrede umotiveret rundt. Hvad skulle hun i det område, hvis ikke det var for at deltage i demonstrationen? Politiet kan altså ikke læse tanker. Det er helt naturligt, at politiet antager, at rapporteren var en del af den fare, som udgik fra gruppen, sagde kammeradvokaten i retten.

En anden af de masseanholdte var en sammarit, der talte i mobiltelefon. Også han blev taget med.

– Der var en risiko for, at han ville tilkalde ballademagere, lød kammeradvokatens forklaring.

I morgen får de fem advokater for de masseanholdte det sidste ord. Der falder efter planen dom i februar.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


20. dec. 2011 - 11:50   03. sep. 2012 - 12:37

Indland