27 Jun 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

ANALYSE: EU-formandskab får pengefokus

ANALYSE: EU-formandskab får pengefokus

Onsdag, 04. januar, 2012, 10:56:17

Når det kommer til konkrete initiativer under det danske EU-formandskab, er det strammere EU-styring af medlemslandenes økonomi, der topper listen.

Den danske regerings formandskabs-funktion bliver at få EU’s lovgivningshjul til at køre smidigt. Som led heri har gruppelederne i EU-lovgivningens flaskehals, EU-parlamentet, allerede før jul været i audiens hos det danske formandskab. Billedet stammer fra dette møde.
Bjarke Ørsted

»Økonomi« er det ord, der går igen og igen på dagsordenerne for ministerrådsmøderne under det danske EU-formandskab. Og det drejer sig især om EU-styring af medlemslandenes økonomi.

Det program, som det danske formandskab præsenterer på fredag, er skrevet længe før Danmark overtog EU-formandskabet. Og selv om europaminister Nicolai Wammen har erklæret, at det danske EU-formandskab satser på vækst, miljø og grønne job, er det ikke det, der vil blive diskuteret mest på det kommende halvårs ministerrådsmøder.

Økonomi, økonomi…

Det, der fylder mest på dagsordenerne, er forhandlingerne om den næste flerårige ramme for EU-budgettet for årene 2014-2020. Der skal vedtages  nye regler som betyder at EU-kommissionen kan trække i EU-støtten til medlemslande, som ikke følger EU-diktaterne om styring af deres økonomi.

Budgetrammen er på dagsordenen for hele seks ministerrådsmøder.

EU’s økonomi. og finansministre mødes i formandsperioden fem gange plus én gang til et uofficielt møde i København. Her spiller iværksættelsen af de nye stramme økonomiske EU-diktater en hovedrolle.

Der vil også blive diskuteret strammere kontrol med finanssektoren i EU. Men i modsætning til kontrollen med EU-landenes økonomiske politik er der her ikke lagt op til at træffe nogen beslutninger.

Den kommende finanspolitiske union er ikke et officielt dagsordenspunkt, da det er et anliggende for eurolandene, der holder deres egne møder herom. Men vil selvfølgelig også blive diskuteret på ØKOFIN-møderne – nok især det uofficielle møde i København 30.-31. marts.

Allerede i marts skal der ligge en traktattekst om en finanspolitisk union i EU klar til vedtagelse – i første omgang af eurolandene, men alle EU-lande kan melde sig under de nye unions-faner, som vil begynde at blafre så snart ni eurolande har tilmeldt sig.

Faglige rettigheder

Halvårets to ministerrådsmøder om beskæftigelses-, social- og sundhedspolitik byder på vigtige ting for fagbevægelsen.

Øverst på dagsordenen står en opstramning af udstationeringsdirektivet og et forslag til en EU-lov om »anvendelse af retten til kollektive kampskridt«.

EU-kommissionens forslag lægger dog ikke op til at sikre strejkeretten, når det gælder om at få overenskomstdækket udstationerede arbejdere. Det sidestiller strejkeretten med virksomhedsejernes ret til frit at bruge arbejdskraften på tværs af EU’s indre grænser.

Lovforslaget lægger dermed i direkte forlængelse af de afsagte EU-domme, hvor blandt andet svensk fagbevægelse er blevet idømt bøder for at have konfliktet for svenske overenskomster til udstationerede bygningsarbejdere.

Ministerrådsmødet i juni skal også diskutere EU’s retningslinjer for hvert enkelt EU-lands beskæftigelses- og socialpolitik.

Blandt øvrige emner kan nævnes en revision af arbejdstidsdirektivet og godkendelsen af en rapport om »tilstrækkelige pensioner«.

På sundhedsområdet er der diskussion af en lang række emner, herunder om at give EU vide beføjelser ved »alvorlige grænseoverskridende trusler mod sundheden« og et ny flerårigt program for EU-foranstaltninger på sundhedsområdet i 2014-2020.

Mere indre marked

Ministerrådsmøderne for konkurrence og indre marked har nogle omfattende dagsordener. Blandt emnerne er EU-kommissionens forslag om at fjerne nogle af lovkravene til små og mellemstore virksomheder, for eksempel på arbejdsmiljøet.

Desuden skal private selskabers adgang til at tjene penge på offentlige serviceopgaver udvides ved at udvide mulighederne for at sende offentlige opgaver i udbud.

Energiministermøderne vil blive brugt til at udbygge det indre marked på energiområdet. Og EU-kommissionen vil på juni-mødet præsentere sit forslag til strategi for brug af vedvarende energi.

EU’s miljøministre skal bruge halvåret til at enes om revideringen af EU-direktivet om udsættelse af genmodificerede afgrøder i miljøet, hvor meget svovl der må være i skibenes brændstof og hvor mange urenheder der må være i drikkevand.

Desuden skal miljøministrene i marts også vedtage en køreplan for en »lav-CO2« økonomi i 2050.

Stærkere grænsepæle

EU’s justitsministre får travlt med at ramme stærkere juridiske grænsepæle ned langs  EU’s ydre grænser – især langs middelhavskysten. Asylpolitikken får en strammer, og der bliver taget hul på et egentligt fælles asylsystem i EU.

Også indadtil bliver der strammet op med nye direktiver om Schengen og udvidelse af EU’s antiterrorlovgivning.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


04. jan. 2012 - 10:56   03. sep. 2012 - 12:37

Indland