19 Jan 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

Libyen-krig har kostet 620 millioner

Libyen-krig har kostet 620 millioner

Torsdag, 05. januar, 2012, 11:42:23

Det har kostet Danmark 620 millioner kroner at bombe den libyske regering fra magten. Til sammenligning skal universiteterne i år spare 600 millioner kroner.

De danske F-16 fly har smidt mere end 900 bomber over Libyen. Det har været dyrt.
Thorbjørn Forsberg/Flyvevåbnet

Danskerne ender med at betale 620 millioner kroner for krigen i Libyen.

Det viser en endelig opgørelse over krigens omkostninger, som militæret fremlagde i går.

– Vi har ikke råd til at være ligeglade med, hvad der sker ude i verden, siger forsvarsminister Nick Hækkerup (S) til Ritzau, der har spurgt ham, om krigen var pengene værd.

– Det var det. Vi skal engagere os, vi skal involvere os, ikke bare med de rigtige ord og meninger, men også med de rigtige handlinger. Herunder også med bomber, siger ministeren.

Ifølge militæret er 324 af de 620 millioner såkaldte meromkostninger, som er det beløb, hæren ikke ville have brugt, hvis Danmark ikke var gået med i krigen.

Opgørelsen viser dog samtidig at de 620 millioner hovedsagligt gået til de bomber, som de danske F-16 fly smed ned over landet.

Til sammenligning skal landets universiteter i år spare 600 millioner kroner, hvilket førte til protester forrige måned.

Danske Studerendes Fællesråd har ikke en holdning til de penge, der er brugt på Libyen-krigen.

– Men det, at universiteterne skal spare 600 millioner kroner, vil formentlig betyde, at flere undervisere bliver fyret og at der er færre undervisningstimer til de studerende, sådan som lignende nedskæringer betød i 2011, siger formand Magnus Pedersen til Arbejderen.

Danmark deltog i krigen mod Libyen fra marts til september sidste år. I løbet af de syv måneder fløj de danske kampfly 600 missioner og smed mere end 900 bomber ned over det nordafrikanske land.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


05. jan. 2012 - 11:42   03. sep. 2012 - 12:37

Indland