Ofre for PET’s ulovlige overvågning under den kolde krig kræver en klar fordømmelse fra Folketinget.
Det er »kritisabelt«, at Politiets Efterretningstjeneste (PET) under den kolde krig registrerede tusindvis af danskere for lovligt politisk arbejde.
Det fastslår et enigt folketing i en længe ventet fælles udtalelse om PET-kommissionens rapport fra juni 2009.
Rapporten dokumenterer i 16 bind, hvordan PETulovligt registrerede politisk aktive danskere – stik imod en regeringserklæring fra 1968, der forbyder PET at registrere folk alene på baggrund af lovligt politisk arbejde.
Men flere af de politisk aktive, der blev udsat for den ulovlige overvågning, kalder Folketingets kritik for alt for tynd.
– Folketinget burde mere klart have fordømt, at skiftende justitsministre kendte til PET’s ulovlige registrering. Det er en central del af vores demokrati, at ministre taler sandt, siger forfatter Arne Herløv Petersen til Arbejderen.
Han blev anholdt i sit hjem den 3. november 1981 og sigtet efter »den milde« spionageparagraf i straffeloven. PET mente, at han var såkaldt påvirkningsagent, der skulle øge danskernes skepsis overfor NATO og EF. Senere besluttede den daværende justitsminister at frafalde anklagen imod ham.
Ingen til ansvar
I udtalelsen fra Folketinget hedder det, at »…der ikke efter så mange år er grundlag for at drage nogen til ansvar«.
Men dét er ikke godt nok, mener Enhedsliste-medlem af Folketinget, Per Clausen. Han er tidligere medlem af Venstresocialisternes hovedbestyrelse og er blandt de mindst 694 VS’ere, der blev registreret hos PET.
– Folketinget burde have slået fast, at hvis det ikke der var gået så lang tid, burde der været taget retslige skridt overfor de skiftende justitsministre, der igennem alle årene har forsikret Folketinget og offentligheden om, at regeringserklæringen var gældende, selvom man vidste at PET fortsatte med de ulovlige registreringer. Det er et klart brud på ministeransvarsloven, der pålægger ministrene at tale sandt overfor Folketinget, siger han.
Enhedslisten er med i Folketingets udtalelse, men har fået partiets kritik med i en mindretalserklæring.
LÆS ARTIKEL: "Derfor skrev Ø under på "tynd kritik"
Nye regler på vej
PET-komitéen, der organiserer en lang række af alle de personer, partier og bevægelser, der blev ulovligt overvåget under den kolde krig, venter nu med spænding på det såkaldte Wendler Pedersen-udvalg, der skal komme med forslag til, hvordan kontrollen med PETkan styrkes.
Medlem af PET-komitéen og tidligere medlem af Folketinget for Venstresocialisterne, Preben Wilhjelm, håber på, at udvalget vil tage Folketingets kritik af den ulovlige registrering af politisk arbejde med i sit arbejde.
– Nu ved Wendler Pedersen-udvalget i hvert fald, hvor det halter i forhold til PET’s overvågning. Det er vigtigt, at Folketinget fremover går med livrem og seler, når de inden længe skal vedtage nye regler for kontrol med PET, mener han.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via
87278