Trods den megen snak om Danmarks dårlige lønkonkurrenceevne ser det danske handels-overskud for 2011 ud til at blive det største i otte år.
Danmarks handelsoverskud for 2011 ser ud til at blive det største siden 2003, viser nye tal fra Danmarks Statistik.
Eksporten til EU-landene ser ud til at lande på en vækst på over 11 procent i forhold til 2010, og lidt under 11 procent til resten af verden.
Både den tidligere og nuværende regering har ellers peget på, at de høje danske lønninger er et problem for for danske virksomheders konkurrenceevne. Derfor skal Danmark underlægges EU’s nye økonomiske disciplin, herunder europluspagten, hvor lønkonkurrenceevnen spiller en afgørende rolle.
Men tallene viser, at der helt åbenbart er andre faktorer i spil end den meget omtalte lønkonkurrenceevne, påpeger Frederik I. Pedersen, chefanalytiker i Arbejderbevægelsens Erhvervsråd.
– Det viser efter min mening, at lønkonkurrenceevnen er for snævert et begreb, og at der er mange andre forhold, som har større betydning for konkurrenceevnen, for eksempel kvalitet, leveringssikkerhed og den service, der følger med produktet. Det er områder, hvor danske virksomheder gør det godt, påpeger Frederik I. Pedersen.
At det går fint med den danske konkurrenceevne, selv om andre tal viser, at danske arbejderes lønninger er forholdsvis høje set i forhold til deres produktivitet, viser mest at alt, at der er noget galt med den måde, vi opgør tallene på, vurderer AE-rådets chefanalytiker.
– Nationalbanken har da også offentliggjort et arbejdspapir, hvor de påpeger, at det er svært at se nogen sammenhæng mellem lønkonkurrenceevnen og danske virksomheders markedsandele, siger Frederik I. Pedersen til Arbejderen.
Men skal den konkurrenceevne, der nu er dokumenteret i eksporttal, blive bevaret og udbygget, kræver det investeringer i forskning, produktudvikling og uddannelse, understreger Frederik I. Pedersen. Her ser han nogle faresignaler i, at virksomhederne nærmest ikke investerer i øjeblikket.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via
87278