19 Jan 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

ANALYSE: Reform af førtidspension vil ramme syge

ANALYSE: Reform af førtidspension vil ramme syge

Onsdag, 25. januar, 2012, 11:07:06

Den nuværende og den forrige regering er enige om en ting: Færre skal kunne få førtidspension. Kravet om en reform kommer fra EU.

Regeringen vil have psykisk syge unge ud på arbejdsmarkedet.
John Rasmussen

En reform af førtidspension og fleksjob skal få flere i arbejde. De penge, som der spares i den forbindelse, skal bruges på at forbedre velfærden.

Sådan hedder det i regeringens grundlag fra oktober sidste år.

Beskæftigelsesminister Mette Frederiksen har bebudet forhandlinger om reformen i starten af 2012, men hun vil ikke oplyser, hvornår der kommer et konkret udspil fra regeringen.

Et står dog klart: I lighed med VK-regeringen vil den nye regering begrænse adgangen til førtidspension yderligere.

I dag er hver fjerde nye førtidspensionist under 40 år. Men fremover skal det være næsten umuligt for unge under 35-40 år at få førtidspension. I stedet skal syge og handicappede unge ud på arbejdsmarkedet eller i gang med en uddannelse.

Lignende udmeldinger kom fra VK-regeringen, da den spillede ud med et reformforslag for godt et år siden.

Enigheden er ikke en tilfældighed. Kravet om en reform af førtidspensionen kommer i virkeligheden fra EU. I europluspagten, som støttes af både den nuværende og den tidligere regering, står der direkte, at landene skal gennemføre en »begrænsning af førtidspensionsordninger«.

Hvis den finansunion, som danskerne lige nu er ved at få trukket ned over hovedet, var en realitet i dag, ville det i øvrigt betyde, at førtidspensionsreformen skulle godkendes i EU, før den kunne blive vedtaget i Danmark.

Kravet fra EU bliver nedtonet i den offentlige debat. Her præsenteres vi i stedet for argumentet om, at det ikke er rimeligt at parkere unge mennesker på førtidspension, selvom de har en psykisk sygdom. Nye behandlingsmetoder skulle gøre det muligt for mange af dem at fungere på arbejdsmarkedet.

Regeringen står overfor opgaven at svare på, hvordan den vil sikre job til tusindvis af psykisk syge unge.

I dag er ungdomsarbejdsløsheden oppe på næsten 13 procent. Her er tale om unge, som kan yde en 100 procents effektiv indsats i et fuldtidsjob. Men samfundet har ikke brug for dem!

Hvordan skal der så blive plads til unge, som kræver særlige hensyn, og ikke kan klare de krav om tempo og effektivitet, som eksisterer på arbejdsmarkedet?


FAKTA: Førtidspension

Førtidspension er målrettet mennesker, hvis arbejdsevne er varigt nedsat i et sådant omfang, at de ikke kan forsørge sig selv. I januar 2011 var der 245.600 personer på førtidspension.

I 2009 fik 4475 unge under 40 år bevilget førtidspension. Af dem havde 3278 psykiske lidelser eller var mentalt retarderede. 846 havde fysiske sygdomme, mens 187 havde været udsat for ulykker eller vold. De resterende fik pension på grund af sociale problemer eller andre årsager.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


25. jan. 2012 - 11:07   03. sep. 2012 - 12:37

Indland