31 Jan 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

Politikere får bud på ny politik

Politikere får bud på ny politik

Onsdag, 25. januar, 2012, 10:48:37

Der er behov for en ny socialpolitik, som ikke kun handler om integration på arbejdsmarkedet. Det mener en høringskomite, som i morgen mødes med Folketingets socialudvalg.

Socialpolitikken skal også sikre et godt liv for de mennesker, som ikke kan fungere på det ordinære arbejdsmarked, mener ekspert-komite. Her fra værestedet Gang i Gaden på Vesterbro i København.
Aage Christensen

I morgen får Folketingets socialudvalg en række helt konkrete forslag til, hvordan socialpolitikken kan komme til at fungere langt bedre.

En delegation fra Socialpolitisk Forening besøger udvalget. Med i tasken har de en række anbefalinger, som en ekspertkomite nåede frem til på en socialpolitisk høring i november sidste år.

– Vi vil gøre klart, at der er brug for en revitalisering og en forenkling af socialpolitikken. På en række områder fungerer det ikke i dag. Det er for opsplittet og for uoverskueligt, siger Knud Vilby, formand for Socialpolitisk Forening, til Arbejderen.

Han deltager i delegationen sammen med Børnerådets formand Lisbeth Zornig Andersen og Bo Heide-Jochimsen fra Projekt Udenfor. De to var med i den ekspertkomite, som fungerede under høringen »Den gode socialpolitik«.

Med i komiteen var også blandt andet Eyvind Vesselbo fra Venstre, formanden for Dansk Socialrådgiverforening Bettina Post og Knud Aarup, direktør for social og arbejdsmarked i Randers Kommune.

– På vegne af komiteen vil vi gøre det klart for politikerne, at der er brug for i langt højere grad at tænke i rehabilitering i videste forstand i forhold til personer med sociale problemer. Rehabiliteringen er jo blevet svækket voldsomt gennem de seneste år, konstaterer Knud Vilby.

– Vi mener, at socialpolitikken skal basere sig på en rettighedstankegang, hvor vi skal arbejde med at folk bliver selvhjulpne både indenfor og udenfor arbejdsmarkedet. Det er vigtigt at understrege, at dem, som ikke kan komme ind på arbejdsmarkedet, også har rettigheder, tilføjer han.

Netop de udstødtes situation ligger Bo Heide-Jochimsen meget på sinde. Han arbejder som opsøgende gademedarbejder for Projekt Udenfor i København og har stor viden om de hjemløses forhold.

I sine anbefalinger understreger komiteen, at »lovgivningen og den socialpolitiske indsats også skal sikre behov og rettigheder for de allermest udsatte, som ofte oplever eksklusion på eksklusion«.

Lisbeth Zornig Andersen vil overfor socialudvalget fremhæve behovet for en helhedsorienteret tilgang til børneområdet.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


25. jan. 2012 - 10:48   03. sep. 2012 - 12:37

Indland