31 Jan 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

Høring: Retssikkerheden halter

Høring: Retssikkerheden halter

Fredag, 27. januar, 2012, 11:29:22

Der er brug for en ny socialreform. Det er budskabet fra en socialpolitisk høring på Christiansborg i onsdags.

Retssikkerheden på det sociale område har været under voldsomt pres i de seneste år, siger socialrådgivernes formand Bettina Post.
Aage Christensen

Der er problemer med retssikkerheden i det sociale system. Det blev slået fast på den socialpolitiske høring, som seks organisationer afholdt i onsdags på Christiansborg for at diskutere den kommende socialreform.

– Retssikkerheden på det sociale område har været under voldsomt pres i de seneste år. Det skyldes især, at der er sat en dagsorden, hvor økonomien og sorte tal på kommunernes bundlinje vægtes højere end at holde loven, sagde Bettina Post formand for Dansk Socialrådgiverforening.

Hun advarede mod planer om at svække ankesystemets muligheder for at underkende kommunale beslutninger, der er begrundet i et kommunalt fastsat serviceniveau, og efterlyste i stedet forbedringer af retssikkerheden.

Benny Andersen, formand for Socialpædagogerne, gjorde det klart, at intentionerne om at borgerne efter kommunalreformen kun skulle have en indgang til det offentlige, slet ikke holder. Borgere med komplekse problemstillinger kan have helt op til 12 forskellige sagsbehandlere.

– Der skal i stedet være én gennemgående sagsbehandler, som kan guide borgeren til den støtte, som han eller hun har brug for, sagde Benny Andersen.

Bag høringen stod udover Dansk Socialrådgiverforening også FOA, Danske Handicaporganisationer, HK Kommunal, Socialpædagogerne og Foreningen Det Sociale Netværk. Høringen var en opfølgning på sidste års stormøde i Nyborg, hvor 700 deltagere krævede stop for hetzen mod handicappede og syge.

Der var enighed på høringen om, at der er brug for en socialreform, og at der samtidig skal gennemføres en finansieringsreform.

Der er store problemer med finansieringen af socialområdet efter kommunalreformen, anførte Stig Landvad, formand for Danske Handicaporganisationer, i sit indlæg på høringen.

Han efterlyser en finansieringsmodel, der fremmer tilbud af høj kvalitet og den rette specialisering. En model der sætter borgeren og ikke kommunens økonomi i centrum.

Der vil nu blive lavet en hvidbog med ideer fra høringen. Regeringen har endnu ikke meldt ud, hvornår den kommer med et forslag til en socialreform.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


27. jan. 2012 - 11:29   03. sep. 2012 - 12:37

Indland