31 Jan 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

Vestager afviser spekulant-skat

Vestager afviser spekulant-skat

Fredag, 10. februar, 2012, 11:33:50

Samtlige partier i Folketinget afviser et forslag fra Enhedslisten om en dansk skat på spekulation.

Er Vestager i lommen på bankerne?, spørger Socialistisk Ungdomsfront (SUF) i annoncekampagne med en aktion – samtidig med at samtlige partier i Folketinget, minus Enhedslisten, afviste en skat på spekulationer.
SUF

Regeringen vil ikke indføre en skat på spekulation. Det stod hurtigt klart under en hasteforespørgsel i Folketinget onsdag eftermiddag.

Med økonomi -og indenrigsminister Margrethe Vestager i spidsen indtog samtlige partier Folketingets talerstol for at vende tommelfingeren nedad til et forslag fra Enhedslisten om at indføre en skat i Danmark på finansielle transaktioner.

– Vores bekymring for en skat på finansielle transaktioner er ikke ideologisk, den er økonomisk. Risikoen er at investeringerne flytter et sted hen, hvor de ikke bliver beskattet. Det går ud over økonomisk aktivitet og velstand, sagde Vestager.

Hun blev suppleret af den radikale finansordfører, Nadeem Farooq:

– Det lyder besnærende med en skat på transaktioner. Men en skat vil blive givet videre til virksomheder og almindelige danske familier fordi virksomhedernes muligheder for at skaffe kapital til investeringer vil blive hæmmet, advarede han.

De to andre partier i regeringen, S og SF,gik til valg på at indføre en såkaldt »aktieomsætningsafgift«, der skulle have indbragt statskassen fire milliarder kroner.

Men den idé blev parkeret under regeringsforhandlingerne med de Radikale på toppen af hotel Crone Plaza.

Det undrer Enhedslistens finans- og skatteordfører, Frank Aaen, at Danmark ikke – i lighed med flere andre EU-lande samt Norge, Sydafrika, Brasilien, Singapore, Hongkong, Schweiz, Thailand, og Argentina – indfører en beskatning af spekulation.

Halvdelen af indtægten fra en dansk spekulationsskat skal gå til statskassen – den anden halvdel skal gå til miljø- og klimaforbedringer i verdens fattige lande.

– Der er pumpet milliarder ind i bankerne for at redde dem. Nu er det på tide, at bankerne betaler tilbage til samfundet. En skat på finansielle transaktioner kunne gøre en forskel i forhold til arbejdsløse og de nedskæringer, der gennemføres i øjeblikket.

For hver 100 kroners spekulation bliver der kun produceret for én krone.

Han køber ikke argumentet om at en skat på spekulation hæmmer vækst og arbejdspladser.

– Hvordan rammer en skat på 1000 kroner på en investering på én million kroner beskæftigelsen?Det rammer selvfølgelig ikke beskæftigelsen. Det rammer til gengæld de spekulanter, der vil investere én million 100 gange om dagen. De skal nemlig af med 100.000 kroner. Så det holder de op med, forudser Frank Aaen.

Næsten samtidig med folketingsdebatten gennemførte Socialistisk Ungdomsfront (SUF) en aktion under overskriften »Er Vestager i lommen på bankerne?«, for at sætte fokus på ministerens aktive rolle for at få droppet en skat på spekulation.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


10. feb. 2012 - 11:33   03. sep. 2012 - 12:37

Indland