18 Jan 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

Pensionskasser fastholder jordopkøb

Pensionskasser fastholder jordopkøb

Torsdag, 23. februar, 2012, 11:04:57

Danske pensionsselskaber er klar til at bruge for 570 millioner pensionskroner på at opkøbe landbrugsjord i Afrika.

Vi er sat i verden for at sikre vores kunder et så godt afkast som muligt, siger direktør i PensionDanmark, Jens-Christian Stougaard, om hvorfor pensionskassen ikke vil bruge penge på at sikre, at deres investeringer ikke skader fattige afrikanske bønder.
PensionDanmark

Det er udsigten til profit, der får de store danske pensionsselskaber til nu at optrappe deres opkøb af landbrugsjord i Afrika.

Det fortæller kommunikationschef i PKA, Claus Skadhauge.

– PKA investerer naturligvis med en forventning om at opnå et fornuftigt afkast til vores pensionsmedlemmer, siger han til Arbejderen.

De to store danske pensionskasser, PKA og PensionDanmark, har netop sat 570 millioner af deres pensionskroner af til at opkøbe landbrugsjord i Zambia, Tanzania, Malawi, Uganda og Mozambique.

LÆS ARTIKEL: "Danske pensionskasser i global jordspekulation"

Dermed er danske pensionsselskaber med i det kapløb om Afrikas landbrugsjord, som de rige vestlige lande har intensiveret i kølvandet på krisen.

I dagens udgave af Arbejderen advarer Anders Riel Müller fra Institut for Internationale Studier om, at den stigende oversøiske jordspekulation har alvorlige konsekvenser for de involverede lokalsamfund, hvor hele lokale bønder bliver tvangsfjernet og miljøet belastet af storindustrielt landbrug.

LÆS ARTIKEL: "Jordspekulation - et moderne kapløb om adgang til ressourcer"

Men pensionskasserne vil ikke tage forholdsregler for at undgå, at danske pensionspenge bliver brugt til skadelig jordspekulation.

– Det er ikke noget, vi vil forpligte os til, medmindre vores samarbejdspartnere mener, at det er nødvendigt. Vi ønsker ikke at påføre vores pensionsopsparere unødige omkostninger. Vi er sat i verden for at sikre vores kunder et så godt afkast som muligt, siger direktør i PensionDanmark, Jens-Christian Stougaard, til Arbejderen.

PKA forvalter blandt andet pensionspenge for Dansk Sygeplejeråd. Her kræver næstformand Dorte Steenberg, at PKA efterlever menneskerettighederne:

– PKA´s planlagte investeringer i afrikansk landbrug skal både være med til at optimere og udvikle landbrugene. Og PKA har også underskrevet internationale principper for god forretningsskik, menneskerettigheder og miljø, og dem skal de selvfølgelig efterleve, siger hun til Arbejderen.

Ifølge Verdensbanken blev der i 2009 opkøbt 45 millioner hektar afrikansk jord - cirka 17 gange det samlede danske landbrugsareal. Netop adgang til god landbrugsjord er ofte de fattiges allersidste sikkerhedsnet, der skaffer dem afgrøder, de ellers ikke har råd til at købe.

De to pensionsselskaber vil opkøbe afrikansk landbrug via kapitalfonden »Silverland Fund.«

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


23. feb. 2012 - 11:04   03. sep. 2012 - 12:37

Indland