Stadigt flere studerende køber sig til ekstra undervisning hos private firmaer. Efter kritik fra de studerende lover Københavns Universitet nu mere undervisning.
Københavns Universitet lover nu mere undervisning til de studerende.
Det sker på baggrund af, at stadigt flere studerende føler sig nødsaget til at gribe til pengepungen og betale sig til ekstra undervisningstimer.
Konkret vil Københavns universitet indføre et fast minimumtal, så de studerende på bachelordelen fra 2013 er sikret otte undervisningstimer om ugen. Tallet skal så stille og roligt stige, så de studerende i 2016 er sikret 12 undervisningstimer om ugen.
I øjeblikket ligger tallet på seks-syv undervisningstimer om ugen for de studerende på bachelordelen, mens kandidatstuderende må nøjes med to-tre timer om ugen.
Det er kritik fra de studerende, som har fået rektor for Københavns Universitet, Ralf Hemmingsen, til at skifte kurs.
– Vi har lyttet til de studerendes kritik og vil nu stille endnu højere krav til fagene, siger han i en pressemeddelelse.
Det er nye toner. Den første udmelding fra rektorkollegiet var en opfordring til de studerende om, at de kunne »læse pensum en gang til« istedet for at købe ekstra undervisning.
Hos Danske Studerendes Fællesråd, DSF, glæder man sig over den københavnske rektors udmeldinger.
– Det er et eksempel til efterfølgelse. Jeg så gerne, at vi kom helt op på 20 timer om ugen per elev, men jeg synes absolut det er et rosværdigt initiativ, siger formand Torben Holm.
Han mener, at der er opstået et misforhold imellem det, man forventer af de studerende til eksamen, og den undervisning der bliver stillet til rådighed.
– Derfor har mange valgt at betale for ekstra timer hos private, siger han.
Der findes ikke nogen opgørelser over, hvor mange studerende, der vælger at købe sig til ekstra undervisning.
– Det er rektorerne åbenbart ikke interesserede i at undersøge. Men der er rigtig mange, der vælger at købe sig til ekstra undervisning. Især økonomi, jura, statskundskab og medicinstudiet, siger Torben Holm.
Han fortæller, at de private undervisningsudbydere fyldte så meget på jurastudiet, at fakultetsledelsen valgte at forbyde de private firmaer at reklamere og omdele flyers inde på området.
– Det har ikke hjulpet så meget. Nu står de bare ude foran og deler flyers ud, og træerne foran fakultetet er overklæbet med reklameplakater. Men intentionen var jo rigtig, siger Torben Holm.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via
87278