Enhedslisten kalder Mette Frederiksen i samråd om fleksjobreformen efter afsløringer af, at meget brede grupper af fleksjobbere vil opleve lønnedgang.
Regeringens planlagte reform af fleksjobordningen er et brud med reglerne om ligebehandling af handicappede og FN’s handicapkonvention.
Det mener Dansk Handicap Forbund, som har 9000 medlemmer.
I den nuværende ordning er det sådan, at fleksjobberne bliver kompenseret for deres handicap eller sygdom og modtager en fuld overenskomstmæssig løn, selvom de ikke er i stand til at arbejde fuld tid. Det princip afskaffes med regeringens forslag til fleksjobreform.
– Som ordningen er i dag, betyder det, at selvom man ikke kan arbejde fuld tid på grund af sygdom eller ulykke, så kan man bevare forsørgelsesgrundlaget og beholde hus, bil og familie. Med det, regeringen lægger op til, vil mange få en lavere indtægt fremover, siger Inger Steen Møller til Arbejderen. Hun er formand for det arbejdsmarkedspolitiske udvalg i Dansk Handicap Forbund.
Regeringen begrunder sit forslag med, at det skal kunne betale sig økonomisk for fleksjobbere at arbejde nogle timer ekstra om ugen. Og at det ikke er rimeligt, at højt uddannede fleksjobbere modtager store tilskud til lønnen.
– Men man bliver da ikke mere rask af at blive presset på pengepungen. Man får jo kun et fleksjob, hvis ens arbejdsevne er varigt nedsat. Det er rigtig svært at få et fleksjob, alle muligheder skal være afprøvet først, oplyser Inger Steen Møller.
– Det her er en bombe under det rummelige arbejdsmarked. Reformen vil opdele arbejdsstyrken i et A- og B-hold og fjerne incitamentet for unge med handicap til at uddanne sig, tilføjer hun.
En række patientforeninger er også kritiske overfor fleksjobreformen.Det gælder blandt andet Scleroseforeningen, Dansk Epilepsiforening, Dansk Fibromyalgi-Forening, Gigtforeningen og Parkinsonforeningen.
Ved fremlæggelsen af fleksjobreformen erklærede regeringen: »De offentlige tilskud bliver vendt rundt, så de største tilskud ikke længere gives til de fleksjobansatte, der har de højeste lønninger, men derimod gives til fleksjobansatte med de laveste lønninger og den mindste arbejdsevne.«
Men DR’s Deadline har dokumenteret, at reformen ikke alene vil betyde lønnedgang for akademikere. Også sosu-hjælpere og pædagoger vil i fremtiden få mindre ud af at arbejde i fleksjob.
– Regeringen har forsøgt at male et skønmaleri om, at det kun var dem, der tjente over en halv million, der ville blive ramt. Men sandheden er, at det store flertal af fleksjobbere, som er i helt almindelig job, risikerer at miste tusindvis af kroner om måneden, siger Stine Brix, Enhedslistes handicapordfører.
Hun har nu kaldt beskæftigelsesministeren i samråd om sagen.
I 2020 vil regeringen spare 1,8 milliarder kroner årligt på fleksjobordningen i forhold til i dag. På langt sigt vil besparelsen være på 2,6 milliarder.
En fleksjobber har taget initiativ til en protestgruppe inde på Facebook. Læs mere på »Stop fleksjobreformen«. Der er også startet en underskriftsindsamling mod reformen. Den kan du også finde på www.skrivunder.net
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via
87278