17 Jan 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

ANALYSE: Farvel til principperne

ANALYSE: Farvel til principperne

Fredag, 16. marts, 2012, 19:07:08

For godt et år siden lavede SRSF en række principper for fremtidens førtidspension. Men flere af dem mangler i udspillet til reform af førtidspensionen.

Vi vil som udgangspunkt afskaffe førtidspension for unge under 40 år, siger beskæftigelsesminister Mette Frederiksen nu. For godt et år siden mente de nuværende regeringspartier, at det var unaturligt at lave en aldersgrænse, som betyder, at stort set ingen unge under 40 år fremover skal have førtidspension.
Aage Christensen

Nyhedsanalyse

– Det er unaturligt at lave en aldersgrænse, som betyder, at stort set ingen unge under 40 år fremover skal have førtidspension.

Det erklærede Morten Østergaard fra Det Radikale Venstre den 19. januar sidste år i Arbejderen.

Dengang var forhandlingerne om VK-regeringens forslag til reform af førtidspension og fleksjob netop startet. De strandede, fordi der ikke kunne opnås enighed.

Den 28. februar i år – godt et år senere – fremlagde SRSF-regeringen så sit eget forslag til reform af førtidspensionen.

»Som udgangspunkt skal unge mennesker under 40 år ikke have førtidspension«, hedder det i reform-forslaget. Helt i lighed med, hvad den forrige regering sagde.

I den nye regerings reformforslag kigger man forgæves efter en række af de principper for fremtidens førtidspension, som Socialdemokraterne, Radikale og SF fremlagde i et fælles udspil tilbage i december 2010. I udspillet »Færre skal udstødes fra arbejdsmarkedet«, understregede SRSF, at de ønskede en anden vej end VK-regeringens.

Ikke flere på kontanthjælp

De fire partier slog dengang fast, at reformen ikke må føre til, at flere parkeres på kontanthjælp.

– Vores væsentligste anke mod regeringens udspil er netop ydelsen til de unge, som skal i udviklingsforløb i et forsøg på at få dem tilbage på arbejdsmarkedet, sagde Morten Østergaard i januar 2011.

VK-regeringen lagde dengang op til, at de unge, som fremover skulle i de såkaldte udviklingsforløb i stedet for at få førtidspension, skulle leve af en individuel ydelse, som svarede til den ydelse, de havde modtaget inden udviklingsforløbet. Det ville typisk være kontanthjælp.

I SRSF’s udspil er udviklingsforløbet blevet omdøbt til ressourceforløb, men ydelsen skal stadig være den samme, som inden ressourceforløbet startede, dog minimum 10.300 svarende til kontanthjælpen for over 25-årige.

For tusinder af unge med sindslidelser vil konsekvenser være adskillige år med 7000 færre kroner om måneden, end hvis de havde fået førtidspension, erklærede Landsforeningen SIND den dag, udspillet blev offentliggjort.

Op til 22 år på lav ydelse

For et år siden bekymrede SRSF sig også om længden af udviklingsforløbene.

– Vi er imod, at alle unge, der søger om førtidspension, skal i udviklingsforløb på ubestemt tid. Vi har svært ved at se formålet i, at mennesker er i udviklingsforløb fra de for eksempel er 18 år og til de fylder 40, sagde Morten Østergaard dengang.

Men SRSF har ikke i sit eget forslag til reform lavet en øvre grænse for, hvor længe en person kan være i udviklingsforløb. Ligesom i VK-regerings udspil kan hvert enkelt forløb vare op til fem år, men den enkelte kan blive sendt i flere forløb efter hinanden.

– Som reformudspillet ser ud lige nu, er der risiko for, selvom beskæftigelsesminister Mette Frederiksen forsikrer det modsatte, at personer med handicap bliver mødt med ressourceforløb af 22 års varighed – det er ikke rimeligt, sagde Stig Langvad, formand for Danske Handicaporganisationer, den dag, Mette Frederiksen og Karen Hækkerup fremlagde den nye regerings forslag til reform.

Ikke sparehensyn

I december 2010 erklærede SRSFsig enig i, at udgifterne til førtidspension skal bringes ned over tid, men understregede samtidig, at en reform af førtidspensionen ikke må gennemføres på grund af akutte sparehensyn.

»Det forventes ikke, at man kan opnå hurtige besparelser på førtidspensions og fleksjobområdet uden at ødelægge ordningerne og sikkerheden for de mest udsatte af vores medborgere,« hedder det i udspillet »Færre skal udstødes fra arbejdsmarkedet«.

I dag fremhæver beskæftigelsesminister Mette Frederiksen, at den nye regering er lige så god til at spare på førtidspensionen som den forrige – på langt sigt endda lidt bedre.

– Med det her udspil sikrer vi det samme provenu som VK-regeringen på kort sigt og et bedre på langt sigt, sagde Mette Frederiksen, da regeringen fremlagde sit forslag til reform den 28. februar.

I begge regeringers udspil lægges der op til, at der om otte år – i 2020 – skal spares næsten to milliarder årligt på førtidspension og fleksjob i forhold til i dag.

På langt sigt vil SRSF-regeringen spare 3,5 milliarder om året på området.

Forebyggelse

I sit godt et år gamle udspil lægger SRSF stor vægt på, at for at nedbringe antallet af førtidspensionister er det nødvendigt at satse offensivt på forebyggelse af stress og nedslidning.

»Det er velkendt, at jo tidligere, der sættes ind med forebyggende tiltag og hjælp til den enkelte, des bedre er chancen for, at den enkelte ikke mister sin arbejdsevne permanent. Partierne er derfor opsatte på at reducere omfanget af arbejdsmiljøproblemer, så risikoen for at få permanent nedsat arbejdsevne på grund af dårligt arbejdsmiljø og arbejdsskader nedsættes«, hedder det i udspillet.

Men arbejdsmiljø og forebyggelse står der intet om i den nye regerings udspil til reform af førtidspensionen.

– Det er skuffende, at regeringen ikke kommer med ét eneste forslag til, hvordan vi kan undgå at udstøde folk fra arbejdsmarkedet. Der står intet om, hvordan vi sikrer et bedre arbejdsmiljø og nedbringer antallet af arbejdsulykker, stresslidelser og nedslidningsskader, sagde Finn Sørensen, Enhedslistens socialordfører i forbindelse med at regeringen offentliggjorde sit udspil til reform.

Finn Sørensen efterlyser  en undersøgelse af årsagerne til, at et stigende antal unge bliver psykisk syge og ender på førtidspension.

Han beklager også, at regeringspartierne har droppet deres eget forslag om at nuværende førtidspensionister skal have tildelt et førtidspensionsbevis, hvis de forsøger at vende tilbage til arbejdsmarkedet, så de har sikkerhed for at kunne vende tilbage til pensionen, hvis de ikke kan klare arbejdet.

Ingen ændringer

På flere punkter er der dog overensstemmelse med, hvad regeringspartierne sagde om førtidspension og fleksjob for godt et år siden, og hvad de lægger op til i dag i deres udkast til reform.

Det gælder for eksempel i forhold til at nuværende førtidspensionister ikke får forringet deres vilkår og planen om at skære drastisk i indtægten for højtlønnede fleksjobansatte ved at lægge et loft over den offentlige støtte til fleksjobbere.

Regeringspartierne har også holdt fast i deres princip om, at der skal sikres en bedre og mere koordineret sagsbehandling i forhold til udsatte unge på kanten af arbejdsmarkedet.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


16. mar. 2012 - 19:07   03. sep. 2012 - 12:37

Indland