29 Jan 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

FOA: Du skyder dig i foden, Trøjborg

FOA: Du skyder dig i foden, Trøjborg

Fredag, 16. marts, 2012, 19:03:42

KL-formand Jan Trøjborg vil gøre det lettere for kommunerne at udlicitere velfærdsopgaver. Han varsler samtidig flere nedskæringer – på grund af EU’s finanspagt.

Selvom flere undersøgelser har vist, at det bliver dyrere for borgerne når private overtager for eksempel den kommunale rengøring, vil KL alligevel gøre det nemmere at udlicitere.

Fagforeningerne 3F og FOA raser over det angreb på den offentlige velfærd, som KL-formand Jan Trøjborg (S) indledte på kommunernes topmøde i Aalborg torsdag og fredag.

– Trøjborg skyder sig selv i foden med sine udtalelser. Man har fra kommunernes side været forhippet på at have mulighed for at konkurrenceudsætte for at få den rigtige ydelse til den rigtige kvalitet. Og nu lægger man så op til, at man vil fjerne noget af det, der er essensen i konkurrence, nemlig at man ikke sætter sig ned med et udvalgt firma og aftaler en kontrakt, men rent faktisk får det afprøvet. Det virker ærlig talt ulogisk, siger FOA-formand Dennis Kristensen til Fagbladet 3F.

På topmødet lagde Jan Trøjborg op til, at det skal gøres nemmere for kommunerne at sende velfærdsopgaver i udbud.

– På udbudsområdet er det desværre nået så vidt, at vi bruger al vores arbejdstid på juridiske spidsfindigheder. Hvad der skulle hjælpe os på bundlinjen er i stedet blevet til skyhøje advokatregninger.  Det er ikke godt nok. Jeg vil opfordre erhvervs- og vækstministeren til at handle nu, sagde han i sin mundtlige beretning.

Jan Trøjborg vil blandt andet fjerne reglen om, at firmaer ikke kan byde på opgaver, de selv har været med til at  formulere grundlaget for udbuddet af.

Men det er fornuftigt, at firmaer, der sidder med insider-viden, ikke kan byde ind på opgaven, mener Ellen K. Lykkegård, formand for 3F's Offentlige Gruppe.

– Hvis vi slækker på de krav, lider hele retskonstruktionen omkring udbud skade. Så kommer vi ud i situationer, hvor vi ikke aner, om det er reelle udbud eller aftalt spil, siger hun til Fagbladet.

På KL-topmødet talte Jan Trøjborg også om den stramme økonomiske styring af de kommunale budgetter.

De stramme budgetter betyder, at kommunerne i dag bruger seks milliarder kroner mindre på velfærd om året end de gjorde i 2009 – og at kommunerne har 25.000 færre ansattte.

– Det er ikke bare et tal - det er mindre service mange steder. Men vi har anerkendt nødvendigheden og påtaget os ansvaret for det, sagde Jan Trøjborg, som varslede endnu flere nedskæringer i fremtiden:

– Som bekendt har Danmark netop tiltrådt EU’s finanspagt. Det stiller store krav til styringen af den offentlige økonomi, påpegede han.

Økonomi- og indenrigsminister Magrethe Vestager (R) brugte også topmødet til at lægge op til den kommende evaluering af kommunalreformen og en ny reform af udligningsprincipperne mellem kommunerne.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


16. mar. 2012 - 19:03   03. sep. 2012 - 12:37

Indland